Dansk kommune forbyder TikTok

Mathias Madsen

94 uger siden

|

04/03/2023
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
TikTok er måske snart fortid i flere vestlige lande.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De seneste par år har den kinesiske videoapp TikTok taget verden med storm. 

Flere og flere - særligt unge - bruger appen, som er yderst vanedannende, og på et tidspunkt var den faktisk mere besøgt end verdensomspændende hjemmesider såsom Facebook, Instagram og endda Google. 

Nu tyder meget dog på, at dens udbredelse i vestlige lande er ved at være slut. Den bliver i hvert fald begrænset. 

Flere eksperter anklager nemlig TikTok for at indsamle ualmindeligt mange data om sine brugere og endda muligvis give disse data videre til den kinesiske stat, som kan bruge det til at overvåge befolkningen i andre lande. 

Flere offentlige virksomheder i vestlige lande - herunder USA og Danmark - har derfor forbudt deres ansatte at have TikTok installeret på deres arbejdstelefoner. 

Det gælder blandt andet også for medlemmer af Folketinget, ansatte i politiet og nu også ansatte i Ringsted Kommune. 

Det skriver TV2 Øst

"Vi har valgt at gå med livrem og seler, og derfor følger vi anbefalingerne fra Center for Cybersikkerhed, der har bedt os lave en særlig risikovurdering af at bruge appen," lyder det således fra direktør Gitte Løvgren, der har ansvaret for blandt andet IT og digitalisering i kommunen.

Det betyder, at den populære videoapp ikke må installeres på nogle af kommunens enheder, og kommunen vil derfor også stoppe med at bruge den til formidling. 

Ifølge Løvgren gælder forbuddet kun TikTok og altså ikke andre sociale medier såsom Facebook, Twitter og Instagram, som ellers også er kendt for at indsamle store mængder data om sine brugere. 

Direktøren har desuden forklaret, at forbuddet muligvis bliver ophævet, hvis anbefalingen fra Center for Cybersikkerhed ændrer sig. 

"Vi følger nøje Center for Cybersikkerheds råd i sagen. Det gælder også, hvis anbefalingen om at slette TikTok måtte blive fjernet," har hun således udtalt.

Om TikTok har været brugt af mange af kommunens ansatte ved Løvgren ikke, men nu er det i hvert fald slut.