Dansk hundesensation vækker opsigt: "Fantastisk at opleve"

Mathias Nielsen

118 uger siden

|

19/09/2022
Indland
Foto: Eva Rosenqvist/Biofoto/Ritzau Scanpix
Foto: Eva Rosenqvist/Biofoto/Ritzau Scanpix
I Nordjylland blev der for nogle uger siden født et rekordstort kuld hvalpe.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

For ni uger siden skete der ifølge Dansk Kennelklub noget helt vildt. Her blev der i byen Stenum lidt uden for Brønderslev nemlig født et rekordstort kuld hvalpe.

Det er Kirsten Bundgaards gravhund, Jenka, som fødte intet mindre end 13 hvalpe.

- Jeg var godt nok temmelig chokeret. Det er jo nærmest to kuld på én gang – det havde vi ikke lige regnet med, fortæller Kirsten Bundgaard til TV 2 Nord.

Kirsten Bundgaard har haft gravhunde i 43 år, men hun har aldrig oplevet eller hørt om noget lignende som Jenkas seneste kuld.

Undervejs var der da også stor bekymring, for det var langt fra sikkert, at alle hvalpene ville overleve fødslen.

- Jeg var bange for, at der var mange af dem, der ville være dødsfødte, og at de andre ville være så små, at vi ikke ville kunne holde liv i dem, siger Kirsten Bundgaard.

Derfor skulle der tages et røntgenbillede på Dyreklinikken i Løkken, inden hvalpene kom til verden ved hjælp af kejsersnit.

Her fortæller dyrlæge Ditte Marie Larsen også, at hun heller aldrig har oplevet noget lignende. 

Selvom det høje antal hvalpe i starten skræmte Kirsten Bundgaard, så bliver hun aldrig træt af et nyt kuld hvalpe. Og nu hvor hvalpene trives, så er det som kennelejer en stor glæde at følge med i hvalpenes udvikling.

- Nu, hvor de er kommet i den her alder, hvor de leger og hygger sig, og man kan se, at de trives, altså det er jo helt fantastisk at opleve, siger hun.

Verdensrekorden for flest fødte hvalpe på en gang på tværs af alle hunderacer ved kejsersnit er 24 hundehvalpe.