Dansk havn skal være NATO-knudepunkt

Mathias Nielsen

116 uger siden

|

22/08/2022
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Danmark får i fremtiden en mere fremtrædende rolle i NATO, da man skal kunne modtage mere materiel på dansk jord og fordele det videre til andre medlemslande i Europa.

Dagens topnyheder

Det er nye tider i den sikkerhedspolitiske verden lige nu. Efter Ruslands invasion af Ukraine er verden nu forandret, og hele Europa er nu begyndt at investere i militære kræfter.

I Danmark vil man nu udbygge Esbjerg Havn, sådan at havnen i vest kan blive et knudepunkt for NATO-tropper. Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse

- Esbjerg Havn bliver med de beslutninger, der nu bliver truffet, et nyt sikkerhedspolitisk knudepunkt. Vi forbedrer NATO's og allierede styrkers adgang til Esbjerg Havn, således at de kan blive fordelt rundt i Europa, siger forsvarsminister Morten Bødskov (S) ifølge Ritzau.

Mandag underskriver ministeren derfor en koordineringsaftale med en række partnere om at udbygge Esbjerg Havn. Ligeledes kommer der mandag 44 amerikanske militærhelikoptere med fragtskib fra USA til Esbjerg Havn.

Som nævnt tidligere, så er den sikkerhedspolitiske situation forandret væsentligt - det gælder også Danmarks rolle, fortæller  Lars Bangert Struwe, Generalsekretær i Atlantsammenslutningen til TV 2:

- Vi er ved at blive det, man kalder en host nation. Det betyder, at vi ikke direkte er en frontlinjestat, men hvis NATO's nordøstligste flanke skal forstærkes, er Danmark blevet til det punkt, hvor man sender forstærkningerne ind, og så bliver de sendt videre.

Og her bliver Esbjerg Havn og nogle af de danske lufthavne altså helt afgørende. Udvidelsen tjener desuden et symbolsk formål for NATO, lyder det.

- En af de centrale ting i NATO er afskrækkelse, så vi kan vise over for en mulig fjende, at vi er klar. Og med noget så lavpraktisk som at vi har en havn, der faktisk kan modtage forstærkninger, sender vi et vigtigt signal, siger Lars Bangert Struwe.