Et forslag fra Liberal Alliance og Nye Borgerlige om at forbyde religiøse symboler på sygehusene i Region Syddanmark møder nu modstand fra Haderslevs biskop.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Biskop Marianne Christiansen har nemlig i et åbent brev til Regionsrådet kritiseret forslaget.
I brevet forklarer Marianne Christiansen, at hospitaler oprindeligt er en religiøs idé, og hun er bekymret over lovforslaget, der fastslår, at ansatte i Region Syddanmark i arbejdstiden bør fremstå ideologisk, politisk og religiøst neutrale.
Biskoppen lægger især vægt på, at forslaget formentlig er rettet mod ansatte med muslimsk baggrund.
- Hvis det er tilfældet, vil jeg bede Regionsrådet overveje nøje, om man virkelig vil være med til at fortælle vores unge muslimske kvinder, at de er uønskede i sygeplejen og omsorgen for andre mennesker? skriver Marianne Christiansen i sit brev til brev til Region Syddanmarks formand.
Overfor Kristeligt Dagblad forklarer biskoppen, hvorfor hun mener, at forslaget fortrinsvis er rettet mod muslimer:
- Den lutherske tro indebærer ikke den synlighed, som andre religioner gør, og netop det muslimske tørklæde er det religiøse symbol, vi oftest støder på kritik af, forklarer hun og uddyber:
- Men at det skulle have en negativ indvirkning på patienterne, at plejepersonalet bærer tørklæde eller andre religiøse symboler, er for mig at se en meget vanskelig argumentation. En virksomhed har selvfølgelig ret til at sætte generelle anvisninger og regler for sit personale, herunder for eksempel i forhold til hygiejne, fortæller hun.
Hun er desuden overbevist om, at et forbud mod religiøse symboler på landsdelens hospitaler vil få uoverskuelige konsekvenser.
Af samme grund føler hun en pligt til at blande sig i politikernes arbejde på trods af sit hverv som biskop.
Læs også den aktuelle debat om halvdelen af danskerne, der mener, at overvægtige borgere selv må betale for deres fedmeoperation.