Coop melder ud: Nu tager de konsekvensen

Henrik Rothenbücher

112 uger siden

|

20/09/2022
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
I fremtiden vil det blive koldere at besøge Coops forretninger.

Dagens topnyheder

For at begrænse stigningen i energiregningen og for at medvirke til samfundets generelle reduktion af energiforbrug, har Coop besluttet at skrue ned for temperaturen i alle koncernens butikker og sit servicekontor i Albertslund.

Fremover er målet, at der er 19 grader alle steder – og ikke som nu 21 grader.

Samtidig har Coop samlet en intern gruppe, der skal komme med flere forslag til at reducere energiforbruget i alle dele af virksomheden.

”Som alle andre er vi hårdt ramt af de stigende priser på strøm. Med over 1000 butikker, lagre og kontorer forventer vi, at vores samlede elregning i Coop familien stiger med op til 500 millioner kr. i år. Det er ikke penge, vi alle kan lægge på prisen på varerne. Derfor er vi nødt til at gøre noget markant for at spare,” siger koncerndirektør Allan Kristoffersen, Coop.

Sænkningen af temperaturen sker efter, at Coop i løbet af de seneste uger har fjernet over 2000 kølere i butikkerne.

Siden 2016 har Coop igangsat en række omfattende energibesparelsesprojekter, blandt andet er samtlige lyskilder - pærer, spots og lysstofrør - blevet udskiftet. Der er implementeret energistyringssystem og anlagt solceller på butikstage m.m. Det har medført en reduktion i forbruget med omkring 20 procent.

”Vi har nedsat en tværgående arbejdsgruppe med repræsentanter fra butikker og servicekontor, som skal komme med et katalog af andre ideer til at reducere energiforbruget. Forslaget om temperatur-reduktionen kommer herfra og vil medføre en besparelse på 5-6 millioner kr. for koncernen,” siger energichef Nicki Pagh Børgesen, Coop.

I forvejen er Coop i gang med etablering af solcelleanlæg, bedre udnyttelse af overskudsvarme og andre langsigtede investeringer, som samlet skal reducere energiforbruget med yderligere ca. 10 procent i 2025. Og som er en del af Coops ambitiøse klimaplan, som vil reducere 75 procent af klima-aftrykket i 2025.