Der var ikke et øje tørt, da Sarah Grünewald blev hyldet i sidste sæson af ‘Vild med dans’.
Efter 11 sæsoner som vært på det populære tv-program "Vild med dans" tog Sarah Grünewald i 2023 afsked med rollen, der har været en stor del af hendes liv i mange år.
Derudover har den evigt populære Sarah Grünewald i årevis været en fast del af danskernes tv-skærme, hvor hendes smittende energi og varme personlighed har gjort hende til en populær tv-vært.
Men bag facaden har hun kæmpet med udfordringer, som hun først for nylig har fået en forklaring.
Det viser sig, at den 40-årige tv-vært lever med diagnosen ADD, og hun beskriver det som en kæmpe lettelse at få den rette behandling.
I 2023 fik hun nemlig diagnosen ADD, og i ALT for damernes podcast Skål Søster fortæller hun om, hvordan medicin har ændret hendes liv:
"Jeg har tidligere følt, at det var virkelig svært at have en hverdag med et barn. Men det kunne jeg ikke bare gå ud og sige til mine veninder, for så føler man, at man enten ikke klarer det godt nok som mor, eller at man har det svært med sit barn. Og jeg elsker jo min søn højere end noget andet, så det er ikke sandt", lyder det fra hende, inden hun fortsætter:
"Problemet er, at det, som mange forældre føler er normalt og nemt i deres forældreskab, det har ikke været nemt for mig på grund af min ADD".
Tv-værten bruger nu sin platform til at bryde tabuer omkring ADHD-medicin og diagnoser som ADD.
Hun opfordrer i samme ombæring til at se medicin som et redskab, snarere end noget, der signalerer sygdom.
For hende har medicinen været afgørende for at forhindre følgesygdomme som stress og angst, der ofte kan ramme personer med diagnoser som hendes.
Med åbenheden håber Sarah Grünewald at skabe forståelse og give andre modet til at søge hjælp, hvis de står i en lignende situation. For hende har hjælpen været en livsændrende gave, som hun er taknemmelig for hver dag.