Bilister raser over uretmæssige bøder: Tusindvis skal betale 4.500 kroner

Nicolai H

3 timer siden

|

13/02/2025
Indland
Foto: Rene Dyhr/Shutterstock
Foto: Rene Dyhr/Shutterstock
“Det her er voldsomt,” fortæller formand.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der regner bøder ned over vognmænd efter den kilometerbaserede vejafgift trådte i kraft 1. januar.  

Det står klart efter, at ITD har søgt aktindsigt ved Færdselsstyrelsen for mængden af udstedte bødeforlæg, der er udstedt pga. forkert betaling.  

På blot fem dage i januar er der uddelt 2.978 bøder, oplyser ITD.  

”Det her er voldsomt. Vi ved fra vores gennemgang af de bøder, vi har fået tilsendt, at mange bøder er uretmæssige eller skyldes tekniske problemer. Det her viser tydeligt, at der er noget helt galt. Et snit på næsten 600 bøder om dagen er helt ude af proportioner,” siger formand for ITD John Agervig Skovrup i en pressemeddelelse.  

ITD hjælper fortsat med at gøre indsigelser mod fejludstedte bøder 

Vognmænd betaler vejafgift via en vejafgiftsboks eller ved køb af en rutebillet. Tidligere på ugen meddelte ITD, at de ville gøre indsigelser på over 200 bøder, som deres medlemsvirksomheder eller VIALTIS-kunder med en Telepass-vejafgiftsboks havde indsendt.  

Det tal har nu ramt over 300 bøder, som der skal laves indsigelser mod. Der er udelukkende tale om tilfælde, hvor der enten er købt en rutebillet, eller hvor der har været en boks til betaling af vejafgift fra en af de godkendte udbydere.  

”Vi har været nødt til at sætte flere medarbejdere til at håndtere bøder, fordi der kommer så mange. Vi ser alt fra bøder til vognmænd, der har betalt vejskat, til vognmænd der får bøder for lastbiler, de ikke har ejet i flere år. Vi har set meget i forbindelse med vores erfaring med udenlandsk vejafgift, men det her nærmer sig en rekord,” udtaler John Agervig Skovrup. 

Bødetaksten lyder i dag på 4.500 kr. pr. 24 timer, mens regeringen har planer om at fordoble taksten til 9.000 kr. pr. 24 timer. 

I januar meddelte Sund & Bælt, at bøder udstukket for overtrædelser mellem 1. og 8. januar ville blive annulleret pga. opstartsvanskeligheder.

ITD anbefaler fortsat deres medlemmer og VIALTIS-kunder med Telepass til at sende deres bøder ind til juridisk vurdering, hvorefter ITD vil bistå med indsigelser mod bøderne.