Ændrer reglerne: Nu kan du få pengene udbetalt

Henrik Rothenbücher

119 uger siden

|

07/09/2022
Indland
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
På baggrund af en lang række klager fra forbrugere har Forbrugerombudsmanden anmodet Rejsekort om at ændre i sine vilkår og handelsbetingelser, så de overholder de forbrugerbeskyttende regler.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Forbrugerombudsmanden har gennem årene modtaget cirka 250 klager over rejsekort, der udbydes af Rejsekort & Rejseplan A/S (”Rejsekort”). Klagerne har ført til, at Forbrugerombudsmanden løbende har bedt Rejsekort ændre sine vilkår.

De ændrede vilkår betyder blandt andet, at forbrugere kan få udbetalt eventuelle restbeløb fra deres Rejsekort Anonymt ved alle salgssteder indtil et år efter udløb af rejsekortet.

Tidligere kunne forbrugere kun få udbetalt en restsaldo på et Rejsekort Anonymt på få salgssteder eller ved at udfylde en formular, der skulle indsendes til Rejsekort.

Det besværliggjorde blandt andet udbetalingen for turister. Det var heller ikke muligt at forblive anonym, hvis man ville have restbeløbet udbetalt, da man skulle oplyse navn og adresse for at få pengene udbetalt.

Et rejsekort udløber efter fem år, og herefter kan det ikke længere anvendes, selvom der er et indestående på kortet. Forbrugere med et Rejsekort Anonymt har hverken på rejsekortet eller kvitteringen kunnet se, hvornår kortet udløb.

Det har heller ikke kunnet aflæses på displayet, når ejeren af kortet checkede ind eller ud, eller umiddelbart ved forsøg på at tanke kortet op. Forbrugerne har ikke fået nogen forklaring på, hvorfor et rejsekort pludselig ikke virkede.

Rejsekort har oplyst, at der på sigt vil blive påtrykt udløbsdato på nye rejsekort, og man kan allerede købe disse kort på nogle salgssteder.

Forbrugerombudsmanden har desuden bedt Rejsekort udlevere sine væsentlige vilkår på et varigt medium, for eksempel et papirdokument eller en e-mail. Ved køb af et Rejsekort Anonymt får man derfor nu udleveret de væsentlige vilkår, der blandt andet oplyser længden af gyldighedsperioden.

Forbrugerombudsmanden har også vurderet, at Rejsekort ikke måtte:

  • Spærre et kort og registrere forbrugeren automatisk, hvis forbrugeren tre gange havde glemt at checke ud, eller hvis forbrugeren havde en gæld på mere end 500 kroner. I disse situationer skal hver sag vurderes konkret,
  • tage gebyr for at slette en forbruger fra registret, når forbrugeren havde betalt den gæld, som var årsag til registreringen,
  • tage gebyr for at udbetale restsaldoen på et rejsekort,
  • pålægge en forbruger bevisbyrden ved fejlregistrering af en rejse.

Rejsekort har efterkommet alle ovenstående punkter, og har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at det skal være både nemt og gennemsigtigt at være rejsekortkunde, og at forbrugerne skal være trygge ved, at den forbrugerbeskyttende lovgivning overholdes.

Forbrugere, som køber Rejsekort Personligt online, får fortsat ikke de væsentligste oplysninger tilsendt på et varigt medium, som de skal ifølge betalingsloven.

Rejsekort har oplyst, at det bunder i tekniske udfordringer, som vil være løst inden udgangen af 2022. Rejsekort har meddelt, at Rejsekort som en midlertidig løsning vil eftersende kortbestemmelserne til eksisterende kunder samt nye kunder efter oprettelse af aftalen om et personligt rejsekort.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Det elektroniske rejsekort skulle gøre det let for forbrugere at tage offentlig transport. Det er det blevet, men teknologiske fremskridt berettiger ikke en tilsidesættelse af væsentlig forbrugerbeskyttende lovgivning.”

”Lovgivningen skal blandt andet sikre, at forbrugere får deres penge udbetalt, når et elektronisk kort, som rejsekortet, udløber. Som forbruger er det naturligvis svært at vide, om man har et udbetalingskrav, hvis man ikke er klar over, hvornår kortet udløber. Hertil kommer, at det har været en noget anden og mere besværlig proces at få udbetalt sine penge end at indbetale beløb på de anonyme rejsekort.”

”Rejsekort er et eksempel på, at det er vigtigt at tage højde for den forbrugerbeskyttende lovgivning allerede i udviklingsfasen af elektroniske systemer.”