Er du natteblind? Derfor bør du ikke bruge briller med gule glas til natkørsel

webmaster

273 uger siden

|

02/10/2019
Rigtig mange bilister er utrygge ved at køre bil i mørke, fordi de føler sig ’natteblinde’.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sponsoreret indhold

De har derfor valgt at anskaffe sig kørebriller med gule glas til natkørsel, men de færreste er faktisk klar over, at de gule glas ikke er optimale til natkørsel.

Briller med gule glas er i lang tid blevet solgt som kørebriller, fordi de gule glas kan reducere blænding fra modkørende bilister. Derfor oplever nogle bilister en mere afslappet natkørsel med de gule glas, men når man allerede befinder sig i mørke omgivelser, kan det gule glas forhindre, at det i forvejen sparsomme lys kan opfanges af vores øjne. De gule glas kan på den måde være med til at give et generelt dårligere nattesyn, og det anbefales derfor ikke at bruge gule briller ved bilkørsel i mørke. 

Rigtig mange biler har i dag skarpe LED-forlygter med blåt lys, fordi det giver et klarere syn på vejen for bilisten. Desværre kan det blå lys være meget generende for modkørende bilister, da det kan være meget blændende. De gule briller filtrerer det blå lys fra eks. LED billygter fra, og derfor oplever nogle bilister, at blændinger fra modkørende bliver reduceret. Det blå lys i vores omgivelser er dog særligt afgørende for vores perifere syn, som er vores evne til at se ude i siderne af vores synsfelt. Når de gule briller filtrerer alt blåt lys fra, kan det blive sværere for bilister at se f.eks. fodgængere og cyklister i vejkanten. Gule glas er derfor ikke optimale til natkørsel, da der er en risiko for, at bilister først ser øvrige trafikanter, når de befinder sig i det centrale synsfelt. 

Brug kørebriller med transparent glas om natten

For bilister der i forvejen har udfordringer med at se i mørket, kan de gule glas være særligt fristende at bruge, men hvis dit syn i forvejen er begrænset i mørke, er det ikke optimalt at lukke yderligere lys ude, da øjet har brug for så meget lys som muligt for at se i mørket. 

Heldigvis findes der kørebriller på markedet med transparente glas, der er designet til at dæmpe lys fra modkørende bilister, skærpe dit syn og lette fokusskift, som bidrager til et skarpere nattesyn. Det transparente glas filtrerer en mindre del af billygternes skarpe blå lys fra, så det ikke generer og blænder i øjnene, men glasset lukker samtidig tilstrækkeligt meget lys igennem til, at bilistens evne til at se skarpt i hele synsfeltet ikke nedsættes.

Hvad kan du selv gøre for et skarpere syn ved natkørsel?

Oplever du udfordringer med nattesynet er der flere ting, du kan gøre, for at blive mere tryg i trafikken, når det er mørkt. 

  1. Få lavet en synstest, så du er sikker på, at dine briller eller kontaktlinser stadig har den rigtige styrke. For nogle bilister kan et par nye briller med opdateret styrke være løsningen på udfordringer med nattesynet.
     
  2. Undersøg om kørebriller med transparente glas kan lindre ubehag ved blændinger og give dig et skarpere nattesyn. En optiker kan ved en synstest i simuleret mørke afgøre, om du vil have gavn af kørebriller til natkørsel. Disse briller kan også bruges om dagen.
     
  3. Det er essentielt for et skarpt nattesyn, at bilens forlygter er indstillet korrekt, så lyset rammer og fordeler sig på vejen mest hensigtsmæssigt – både for dig og for at modkørende bilister ikke blændes af dine lygter. Det er bare ikke altid, at bilproducenter og -forhandlere leverer biler med forlygterne indstillet korrekt, og derfor er det en rigtig god idé at få tjekket bilens forlygter hos en mekaniker, hvis du er i tvivl om, om lyset fra bilens lygter giver dig nok udsyn.
     
  4. Selvom din forrude ser ren ud i dagslys, kan lys fra gadelygter og modkørende bilisters forlygter afsløre meget skidt og snavs på din forrude. Når lys fra eksempelvis gadelygter brydes af snavs på ruden, lægges der en ’dis’ af lys omkring lyskilden, og det kan gøre det svære at se andre trafikanter igennem disen. Hold derfor altid forruden i bilen ren både på ydersiden og indersiden.
     
  5. De færreste bilister er klar over, at skidt og snavs på bilens forlygter kan få lyset til at syne mere blændende for modkørende bilister. Ligesom på din forrude kan der dannes en ’dis’ af lys omkring dine lygter, som formindsker de modkørende bilisters synsfelt. Vask derfor forlygterne på din bil jævnligt, så modkørende bilister generes mindst muligt.
     
  6. Mange bilister får flere og større skærme installeret i instrumentbrættet i deres biler, og derfor er det for mange et stigende problem, at lyset fra panelerne i bilen forstyrrer nattesynet. Prøv at skrue ned for lysstyrken i panelerne, så du mindsker lysrefleksioner af panelerne i bilens glasruder og dine øjne nemmere kan tilpasse sig mørket forude.