De fleste er heldigvis forskånet for nogensinde, at skulle bekymre sig om identitetstyveri. Men alligevel får majoriteten af os alle et sug i maven, når vi hører om hackerangreb på div. sites, som vi på en eller anden måde handler med. Men nu øges din sikkerhed snart betydeligt.
GDPR – General Data Protection Regulation
Persondataloven er faktisk en forholdsvis ny lov, som har til formål at sikre dig og dine personlige data. Men i takt med, at mere og mere af vores liv foregår online, er persondataloven ofte også utilstrækkelig, da det er svært at lovgive om forhold, der måske slet ikke eksisterer endnu. De færreste havde vel for eksempel forestillet sig, at de frivilligt ville oplyse; hvem de er, hvor de bor, hvordan de ser ud og hvor man kan finde dem – men så kom Facebook, og pludselig var det faktisk lige præcis det, næsten alle gjorde. Facebook skal dog ikke ses som en synder i den sammenhæng, for du er jo ikke blevet tvunget til noget – og du kan jo (trods alt) selv vælge hvad du vil dele på de sociale medier.
Men Facebook er jo blot ét eksempel ud af utallige. Sagen er jo reelt den, at alle firmaer, du nogensinde har handlet med – og kommer til at handle med – har en eller anden data om dig. Det kan være dit navn, adresse, e-mail, telefonnummer, CPR-nummer, blodtype, politiske overbevisning [find selv på flere]. Og hidtil har det egentlig været sådan, at du har skullet stole mere eller mindre blindt på enhver, der har viden om dig – men sådan er det snart ikke længere.
Fredag d. 25. maj 2018 træder GDPR i kraft. GDPR er de krav, som alle virksomheder skal leve op til – og det er uden undtagelse. GDPR indebærer bl.a., at det ikke længere er nok, at du engang har handlet/været kunde hos en virksomhed, i forhold til, at de må opbevare din data. Når GDPR træder i kraft, har du som forbruger ret til, at få indsigt i al den data, som en pågældende virksomhed har vedr. dig. Og du har ret til at kræve dataene slettet – og bevis for, at det er blevet gjort.
Øget datasikkerhed i al almindelighed
GDPR kommer til at redefinere datasikkerhed, og en masse virksomheder må nok forvente radikale ændringer i deres arbejdsgange. Det betyder også, at det ikke længere er alle typer data man som virksomhed må opbevare, og det betyder ændringer i forhold til hvordan disse data skal opbevares. Men til gengæld betyder den øgede datasikkerhed, at det bliver markant mere vanskeligt at begå identitetstyverier.
Den nye lov om GDPR kommer næppe til at påvirke dig i din hverdag, men du kan dog alligevel sove en smule roligere om natten, da loven pålægger virksomheder, at behandle dine data med en helt ny form for respekt.
GDPR – godt eller skidt?
Hvad synes du om de nye (kommende) regler? Er det ok, at virksomhederne gemmer dine data – så længe de gør det forsvarligt og sikkert – eller er det på høje tid med disse alvorlige stramninger på området?
Lad os høre dine tanker.