Hosting showdown: Webhotel vs. dedikeret server vs. VPS

webmaster

350 uger siden

|

07/03/2018

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Webhotel? Dedikeret server? VPS? Når du vil i gang med hjemmesider, kan du ikke undgå at skulle tage stilling til disse begreber. Hvis du ikke allerede ved det, så er det hostingløsninger. Men frygt ej, hvis du er ved at dåne af bar forvirring, for i denne lille artikel får du nemlig et kort men effektivt overblik over, hvad de forskellige løsninger dækker over.

Webhotel – også kendt som delt hosting

Et webhotel er bogstaveligt talt et hotel til din hjemmeside. Ligesom ved et rigtigt hotel deler du logi med mange andre, og ligesom ved et rigtigt hotel svinger kvaliteten også, alt efter hvad du er villig til at betale for opholdet. Sagt med digitale termer, deler du server med mange andre, når du bruger et webhotel.

Ofte kan delt hosting være en gunstig løsning, hvis du arbejder med et stramt budget, da mange udbydere tilbyder delt hosting til meget lave priser. 

Derudover behøver du heller ikke bøvle med konfigurering og operativsystemer, da udbyder står for al administration. Køber du hosting hos et webhotel, får du som regel også adgang til support via telefon og/eller email. Det er altså en nem og billig løsning.

Ulempen er dog, at du ikke har adgang til serveren, så har du brug for at opdatere eller installere software, kan dette ikke lade sig gøre. Derudover deler du server og dermed ressourcer med mange andre. Det betyder, at hvis en anden på webhotellet tager for sig af ressourcerne, kan det påvirke din hjemmeside, for eksempel kan den blive langsommere.

Dedikeret server
Vælger du at investere i en dedikeret server, får du fuld kontrol. Du skal ikke dele ressourcer med andre, og du har din server helt for dig selv. Du kan derfor konfigurere den med RAM, processor og diskplads, lige som dit lille tech-hjerte begærer.

Den absolutte frihed kommer dog med en ulempe, og den er, at du skal investere en større sum i hardware. Du skal derfor være afklaret med dit behov for afskrivningsperioden, som for eksempel kan løbe over to år.

Du kan nemt udvide din dedikerede server med RAM og diskplads. Men hvis du ikke længere har behov for samme kapacitet efter tre måneder, kan du hverken få en refusion eller sænke den aftalte kapacitet.

VPS – også kendt som Virtual Private Server
VPS står for Virtual Private Server og ligger på den gyldne mellemvej mellem delt hosting og en dedikeret server.

Vi er efterhånden kommet så langt med teknologien, at vi er i stand til at lave et virtuelt miljø på en dedikeret server - og det er tilmed muligt at have flere virtuelle server på en og samme maskine.

En virtuel server fungerer på samme måde som en dedikeret server, men de to servere er fuldstændig separerede fra hinanden. De har ikke noget med hinanden at gøre, og de kommer ikke til at påvirke hinanden. Vælger du en virtuel server, skal du derfor sørge for at installere operativsystem og software på den.

Fordelene ved at vælge en virtuel server er, at du får samme fleksibilitet og sikkerhed, som havde du valgt en dedikeret server. Derudover kan du tilpasse den virtuelle servers kapacitet efter dit behov – med andre ord er den responsiv.

Ulempen ved denne løsning er, at den kan være ret bekostelig, netop fordi den er så responsiv og tilpasningsdygtig, som den er. En virtuel server er dog generelt billigere end en dedikeret server, og ofte får du også adgang til support som ved delt hosting.