Kvinder i et mandefag
Man skal lede længe efter kvinderne på håndværkeruddannelserne og ude i erhvervslivet, og mange kvinder vælger automatisk håndværkeruddannelserne fra. Årsagen ligger med stor sandsynlighed i, at håndværkerbranchen sidestilles med en mandebranche, og det kan måske skramme nogle kvinder væk. Det er dog ikke så mærkeligt, at håndværkerbranchen fremstår som en mandebranche, for det er kun en meget lille procentdel af kvinder, der faktisk vælger håndværkerfaget. Ud af de ca. 9000 murersvende vi har i Danmark er kun ca. 40 af dem kvinder.
Hvor blev ligestillingen af?
I Danmark er der formelt set ligestilling mellem mænd og kvinder, og der findes sågar en ligestillingslov, der blev vedtaget i 2000. I dag har vi da også både kvindelige topchefer, advokater, forfattere og lignende – stillinger, som før i tiden kun var besatte af mænd. Dog er der, især i erhvervslivet, brancher som man stadig forbinder med en ”mandebranche” eller en ”kvindebranche”. Sygeplejerske, frisør og make-up artist bliver tit forbundet med kvindefag og mandebrancher vil typisk associere sig til landmænd, lastbilchauffører og håndværkere. Ud fra det kan man udlede, at kvindebrancher ofte bliver sammenlignet med jobs, hvor man især skal bruge sit omsorgsgen og kreativitet, hvorimod mandebranchen symboliserer fysisk styrke og logisk sans.
For få kvinder i håndværkerbranchen
Der er ingen tvivl om, at håndværkerbranchen kræver en god fysisk form og en robust krop, der kan holde til hårdt fysisk arbejde i mange timer, men kvinder ville med sikkerhed kunne bidrage til en mere dynamisk og afbalanceret arbejdsplads. ”Det er sjældent at man møder kvinder i håndværkerbranchen, og når man gør, vil det ofte være i malerverden. Jeg tror at den største årsag til de få kvinder i branchen skyldes, at mænd rent biologisk er bygget anderledes end kvinder og kan holde til mere fysisk. Jeg tror desuden, at det indimellem kan være svært at være kvinde i håndværkerbranchen på grund af jargonen på arbejdspladsen. Det ville være fedt med nogle flere kvinder i branchen, da jeg er overbevist om, at det ville skabe en bedre dynamik” siger murermester Lars Winsløw fra Murermester Winsløw ApS , som selv kun har arbejdet med ganske få kvindelige håndværkere siden han blev udlært i år 2000.