Var efterlyst for voldsomt økseoverfald: Nu er 34-årig mand anholdt

Nicolai Busekist

43 uger siden

|

23/02/2024
112
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En 34-årig mand er blevet anholdt i en sag, der drejer sig om et voldsomt økseoverfald.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I september 2019 blev en dengang 45-årig mand udsat for et voldsomt økseoverfald. Det har ikke været muligt at finde gerningsmanden. Indtil nu.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi er en 34-årig kroatisk mand blevet anholdt i sagen. Det er dog med god grund, at det ikke har været muligt at finde ham i Danmark. Han har nemlig slet ikke opholdt sig i landet.

Derimod har han befundet sig i Kroatien, hvor han blev anholdt, efter at have været internationalt efterlyst i lang tid. Han har siddet fængslet i Kroatien i den tid, hvor der er blevet arbejdet på formaliteterne, men torsdag blev han endelig udleveret til Danmark.

Fredag blev han varetægtsfængslet, hvilket han kommer til at være frem til tidligst 19. marts. I samme ombæring er han officielt blevet sigtet for drabsforsøg.

Allerede i september 2020 blev et Bandidos-medlem ved navn Nicolas Nielsen dømt for grov vold i sagen. Det kostede ham 3,5 år bag tremmer, men retten fandt det ikke bevist, at han selv havde deltaget i det voldsomme overfald.

Han blev i stedet dømt, fordi retten mente, at han havde bestilt overfaldet på den dengang 45-årige mand.

Der var tale om et meget voldsomt overfald, der endte med at påføre det 45-årige offer mange skader. Dette omfatter både adskillige ansigtslæsioner, et kraniebrud og flere andre læsioner, skriver Ritzau.

Nicolas Nielsen var ifølge retten kørt hen til det sted, hvor den 45-årige mand befandt sig, i samme bil som flere andre uidentificerede personer. Med sig havde de flere våben, hvilket inkluderer både et bat og en økse.

Politiet mener, at den 34-årige mand, der torsdag ankom til Danmark, var en del af overfaldet. Hvis han bliver kendt skyldig, kan han naturligvis se frem til mange år bag tremmer.