Onsdag morgen tog Midt- og Vestjyllands Politi en mandlig bilist i at køre alt for stærkt på en landevej ved byen Karup.
Manden kørte 136 kilometer i timen, mens han tydeligvis havde blikket rettet mod sin telefon, frem for på sine omgivelser. Det viser et billede, som blev taget af den uopmærksomme bilist.
Midt- og Vestjyllands Politi fortalte om hændelsen i et såkaldt tweet onsdag formiddag:
- Morgenfoto: Træt bilist v. Karup. 136 km/timen på landevej + øjne rettet mod.. MOBILEN!!! #GodtRådyrBlevPåMarken #kørbilnårdukørerbil
Sådan skrev politiet på det sociale medie Twitter.
Hastighedsgrænsen på de danske landeveje ligger på 80 kilometer i timen. Den fartglade bilist oversteg altså grænsen med mere end 50 kilometer i timen, mens han havde fokus på telefonen.
Dermed kan han formentlig se frem til en betinget frakendelse af sit kørekort og en bøde.