Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser en mand i forbindelse med et indbrud, som blev begået i Profil Optik i Videbæk den 2. januar 2017.
Det oplyser de i en pressemeddelelse.
Maskerede gerningsmænd knuste udstillingsvinduet ind til forretningslokalet og stjal smykker i form af fingerringe, armbånd, kæder, vedhæng og øreringe fra butikken på Søndergade 3 kl. 05.04 om morgenen.
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi
Nu offentliggør Midt- og Vestjyllands Politi et par overvågningsbilleder af en mistænkt person i håb om, at der er nogen, som kan hjælpe med at identificere ham.
Få dage før indbruddet var der en mistænkelig kunde inde i forretningen, som viste stor interesse i netop den montre, hvorfra den ene gerningsmænd efterfølgende stjal smykker.
Hvis du genkender manden på billedet eller ved noget om hans færden i området, kan du kontakte Midt- og Vestjyllands Politi på 114.
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi
Den mistænkte beskrives som:
35 - 45 år gammel.
Cirka 185 centimeter høj.
Spinkel af bygning, lidt mørk i huden, sort halvlangt hår.
Iført mørkeblå dynejakke med sorte lynlåse og med hvidt logo på venstre bryst, sorte bukser og sportssko.
Ud fra manden accent at dømme, er han sandsynligvis fra Rumænien eller et andet østeuropæisk land. Han talte et gebrokkent engelsk.