Politiet beder om hjælp: Denne bande hærger butikker på stribe

Sol Stoffregen

430 uger siden

|

23/09/2016
112
Sådan ser de tre tricktyve ud, afslører et overvågningsbillede fra en butik. Foto: Fyns Politi.
Sådan ser de tre tricktyve ud, afslører et overvågningsbillede fra en butik. Foto: Fyns Politi.
Politiet efterlyser to mænd og en kvinde, der har lavet flere grove kassedyk i supermarkeder.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I et forsøg på at sætte en stopper for tre tricktyve, der narrer penge fra butikker, har Fyns Politi offentliggjort billeder af gerningsmændene, skriver Fyens.dk.

I den seneste tid har syv fynske dagligvarebutikker været udsat for såkaldte kassedyk, hvor der stjæles fra kassen under afledning af personalet, af de samme tre personer. Yderligere menes tricktyvene at have to mislykkede forsøg på samvittigheden. 

Politiet efterlyser disse tre personer og advarer i samme omgang butikker om at være ekstra opmærksomme.

Kassedykkene er sket i løbet af september, og butiksbanden er sluppet af sted med beløb mellem 2000 og 11.800 kroner. Fremgangsmåden er den samme hver gang, oplyser politiet til Fyens.dk. To af personerne opholder personalet, mens den tredje tømmer kassen for pengesedler. 

Signalementet af de tre tyve lyder:

1. Mand, 40-45 år, ca. 185 cm høj, almindelig til slank af bygning, kort mørkt hår og en tatovering på venstre hånd. 
2. Mand, omkring 50 år, ca. 180 cm høj, almindelig til slank af bygning, kort mørkt hår og ved  flere af kassedykkene bar han en hvid kasket.
3. Kvinde, 25-30 år, ca. 170 cm høj,  almindelig af bygning og har langt, mørkt hår.

Fyns Politi vil gerne høre fra folk, der har oplysninger i sagen, på tlf. 114.