Politiet advarer om fupmail i omløb: Slet den med det samme

Nicolai Busekist

67 uger siden

|

08/09/2023
112
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Politiet har udsendt en advarsel om en mail, der i disse dage er i omløb. Det er vigtigt, at den slettes med det samme.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Svindlere forsøger hele tiden at finde nye måder, hvorpå de kan narre intetanende borgere. Desværre har de ofte succes med dette.

Det er meget forskelligt, hvad basis for svindelnummeret er. Derfor er der også stor forskel på, om det for eksempel er en bank, et forsikringsselskab eller tilmed politiet, der bruges som 'afsender' af disse e-mails.

I disse dage er der en e-mail i omløb blandt danskere, hvor afsenderen udgiver sig fra at være fra politiet.

En sådan e-mail er naturligvis ikke sjov at se tikke ind i indbakken. Især ikke, hvis der står, at man skal møde i retten, fordi man er tiltalt for børnepædofili. Og det er netop, hvad der står i den e-mail, der er i omløb for tiden.

Dette har fået Nordjyllands Politi til at udsende en advarsel, hvor de opfordrer borgere, der modtager e-mailen, til at slette den med det samme.

I en døgnrapport fremgår det, at en 26-årig kvinde tirsdag morgen modtog en fupmail. Af denne mail fremgår det, at hun er tiltalt for børnepædofili, og at hun derfor skal møde i retten.

Samme e-mail blev senere på morgenen modtaget af en 63-årig kvinde. De blev begge vejledt i at slette den pågældende e-mail med det samme, uden at åbne eventuelle filer eller klikke på links.

Onsdag var den gal igen, da en 58-årig mand modtog samme e-mail. Denne gang var afsender angivet som værende 'Frederikssund Politi'. 

Hos Nordjyllands Politi forsøger de altid at være opmærksomme på, hvorvidt sådanne fupmails er i omløb. Og de har en klar opfordring, der altid er gældende, når man modtager en fupmail: slet den med det samme.