Pædagoger glemte 2-årigt barn i skoven: Politiet fandt ham grædende efter 2,5 timer

Sol Stoffregen

420 uger siden

|

29/11/2016
112
Det er tredje gang på en uge, at en institution har begået alvorlige brølere med små børn.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mandag kørte en udflytterbørnehave hjem fra skoven uden en to-årig dreng. Det var drengens mor, der opdagede fejlen, da hendes søn ikke kom ud af bussen sammen med de andre børn fra en københavnsk børnehave, skriver TV2.

Kl. 16.59 fik politiet en anmeldelse om en forsvunden børnehavedreng, der var blevet efterladt i en skov i Ishøj - uden pædagogerne havde opdaget det. Politiet dukkede talstærkt op og fandt den lille dreng. 

Han sad grædende på udflytterbørnhavens bagtrappe i Ishøj sydvest for København. Drengen var trods omstændighederne i god behold. 

Da den to-årige blev fundet, havde han været væk i to og en halv time.

Børnehaven har ingen kommentarer til sagen overfor TV2. 

Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune udtaler følgende om hændelsen.

- Jeg kan bekræfte, at det er en af vores udflytterdaginstituioner, der manglede et barn, da de i går kom hjem til hjemmeinstitutionen, siger pressechef Anni Lundqvist, der henviser til, at forvaltningen er ved at undersøge sagen nærmere.

Det er tredje gang på en uge, at en dansk institution begår alvorlige brølere med små børn. 

I går mandag forsvandt to fem-årige drenge fra deres børnehave i Hvidovre. Politiet fandt de to udbryderkonger hjemme hos den ene dreng. 

Og i torsdags blev en to-årig dreng glemt i en barnevogn i et låst skur i en vuggestue i Strøby på Stevns. Det var drengens mor, der opdagede, at sønnen var væk og fandt ham svedig og ulykkelig i skuret. Hun har efterfølgende meldt sine børn ud af institutionen.