Det kan tilsyneladende nogle gange være enormt utaknemmeligt at være hjælpsom. Det må en 60-årig kvinde fra Fuglebjerg sande, efter hun tirsdag blev svindlet af en effektiv tricktyv.
Kvinden havde købt ind i supermarkedet Rema 1000 på Kaserne Alle i Ringsted mellem klokken 12.45 og 13.45. Derefter tog hun tilbage til sin arbejdsplads på Østre Parkvej.
På kontoret blev hun kontaktet af en fremmed mand. Han spurgte om vej til Ringstedet. Den 60-årige kvinde og en kollega forlod kortvarigt kontoret for at printe et kort, som kunne hjælpe manden. Han forlod derefter kontoret.
Det var først, da banken senere samme dag ringede til den 60-årige, at hun opdagede, at noget var helt galt. Manden, der havde spurgt om vej, havde i ubemærkethed stjålet den 60-åriges pung med blandt andet Dankort i.
Inden banken alarmerede hende, havde han nået at hæve 32.000 kroner kontant og brugt det til flere indkøb i Ringsted og Roskilde, før det blev spærret.
Den mistænkte tricktyv beskrives som mand, ikke etnisk dansker af udseende, 24-25 år, 165-170 centimeter høj og spinkel af bygning. Han havde kort, sort hår og talte engelsk. Manden forlod Østre Parkvej på ukendt måde.
Lokalpolitiet i Ringsted vil gerne høre fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i enten supermarkedet eller på Østre Parkvej tirsdag eftermiddag. Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.