Lig fundet af politiet: Lå skjult på ejendom

NilsW

320 uger siden

|

29/10/2018
112
Foto: Morten Germund/Scanpix
Foto: Morten Germund/Scanpix
Søndag fandt politiet det formodede lig af en 52-årig forsvunden mand på en ejendom i Helsinge.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Søndag aften fandt efterforskere fra Nordsjællands Politi liget af en mand på en ejendom i Helsinge i Nordsjælland.

Fundet skete i forbindelse med efterforskningen af den forsvundne Lars Halvor Hermansen, og afdøde formodes at være identisk med Lars Halvor Hermansen, der har været forsvundet siden tirsdag 18. september.

Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Gennem de seneste uger har politiet arbejdet på at opklare, hvad der er hændt den 52-årige mand, som Nordsjællands Politi af flere omgange har efterlyst, da flere spor har peget i retning af, at der kunne være begået en kriminel handling i forbindelse med hans forsvinden.

Ejendommen, hvor liget blev fundet, har tilknytning til en 49-årig mand, som torsdag 18. oktober blev varetægtsfængslet i 14 dage, sigtet for at have dræbt Lars Halvor Hermansen samt for besiddelse af narkotika med henblik på overdragelse til et større antal personer.

Siden anholdelsen har ejendommen gennem de seneste uger været genstand for undersøgelser, der kunne lede politiet i retning af, hvad der var sket med Lars Halvor Hermansen, og nu har man altså fundet et lig, som formodes at være identisk med den 49-årige mand, idet flere unikke genstande på liget umiddelbart kan kædes sammen med den savnede.

Der efterforskes fortsat i sagen, og på baggrund af de omstændigheder, som liget blev fundet under, arbejder Nordsjællands Politi fortsat ud fra teorien om, at der er begået en alvorlig forbrydelse i forbindelse med Lars Halvor Hermansens forsvinden.

Der afventes nu svar fra obduktionen, som finder sted tirsdag, hvor formålet blandt andet er at fastslå identiteten på den fundne samt dødsårsagen.

- Det er et stort gennembrud i sagen, at vi med stor sandsynlighed har fundet den savnede. Vi efterforsker nu videre for at få fastlagt det præcise hændelsesforløb, fortæller leder af personfarlig efterforskning i Nordsjællands Politi, politikommissær Henrik Gunst.

Nordsjællands Politi har i forbindelse med efterforskningen modtaget henvendelser fra borgere, som har bidraget til sagens fremdrift.

- Jeg vil gerne takke de borgere, som undervejs har delt efterlysningen af Lars Halvor Hermansen og henvendt sig til os med informationer, slutter Henrik Gunst.