Kvinde dræbt af tog: Forsøgte at krydse banelegeme

Nicolai Busekist

103 uger siden

|

20/11/2022
112
Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Lørdag aften blev en kvinde dræbt, da hun blev ramt af et tog, fordi hun forsøgte at krydse banelegemet nær Kauslunde Station.

Dagens topnyheder

En 43-årig kvinde har mistet livet i en tragisk ulykke lørdag aften, hvor hun blev ramt af et tog i høj hastighed.

Kvinden forsøgte at krydse banelegemet nær Kauslunde Station, som er en mindre station, der ligger øst for Middelfart.

Det oplyser Milan Seyfabad, der er vagtchef ved Fyns Politi, ifølge Ritzau.

Foto: Presse-fotos.dk

Han fortæller også, at politiet modtog en anmeldelse om, at en person var blevet påkørt af et tog klokken 23.20 lørdag aften.

Kvinden var ikke alene, da hun forsøgte at krydse banelegemet. Derimod var hun sammen med en anden kvinde, som nåede over på den anden side, inden toget kom i høj fart.

Meget tyder på, at de to kvinder ikke har været opmærksom på togets reelle hastighed, hvorfor de har troet, at de ville kunne nå at krydse banelegemet.

Foto: Presse-fotos.dk

"Der er tale om to kvinder, som sammen krydser banelegemet. De fejlberegner så hastigheden på det tog, der nærmer sig, og den ene kvinde når ikke med over. Hun bliver ramt af toget med 180 kilometer i timen," fortæller Milan Seyfabad ifølge Ritzau.

Han fortæller også, at Fyns Politi ikke formoder, at der ligger en kriminel handling bag. Derimod er der en klar formodning om, at der er tale om en ulykke.

Vagtchefen oplyser også, at politiet har været i dialog med både togføreren og den anden kvinde, der begge er dybt chokerede over den tragiske situation.

Foto: Presse-fotos.dk

Natten til søndag var brandvæsenet på stedet, hvilket fik betydning for togdriften til og fra Kauslunde Station. Et af sporene var derfor lukket i en periode.

Den 43-årige kvindes pårørende er blevet underrettet om den tragiske ulykke, fortæller Fyns Politi.

Kauslunde Station er en mindre station, der ligger i Middelfart Kommune. Stationen er en del af den jernbane, der strækker sig på tværs af Fyn mellem Nyborg og Fredericia.