Fynsk mand voldtog og solgte 11-årig steddatter til sex med mænd og kvinder

Nils Würtzenfeld

405 uger siden

|

14/03/2017
112
Foto: Polfoto/Søren Skarby
Foto: Polfoto/Søren Skarby
En 58-årig mand står anklaget for at have ladet fremmede mænd og kvinder have sex med sin steddatter mod betaling, mens han også selv voldtog pigen i årevis.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En forfærdelig sag om seksuel udnyttelse af en mindreårig pige udspiller sig i disse uger ved Retten i Svendborg. Det skriver Fyens.dk.

Sagen er kommet for en dag, efter en 26-årig kvinde er stået frem og har fortalt om en lang række uhyggelige krænkelser, som hendes stedfar angiveligt skulle have stået bag i perioden fra 1. juli 2002 og helt frem til 2. januar 2014.

Den tiltalte, en 58-årig mand, nægter sig skyldig i anklagerne.

Ifølge anklagemyndigheden var den i dag 26-årige kvinde endnu ikke fyldt 12 år, da stedfaderen første gang voldtog hende – en forbrydelse som den 58-årige alene risikerer 12 års fængsel for.

De forfærdelige overgreb fortsatte herefter, og mange af krænkelserne er angiveligt sket på familiens bopæl i Nyborg, men sagen har også tråde til blandt andet Assens og Glamsbjerg.

De seksuelle krænkelser skal angiveligt være foregået flere gange om ugen på vidt forskellige steder - både i et kolonihavehus og i en bus, ligesom stedfaderen skulle have anvendt urin, pisk, bondage og strøm i forbindelse med overgrebene.

Udover selv at forgribe sig på pigen, valgte stedfaderen, ifølge anklageskriftet, også at sælge pigen seksuelt til andre personer mod betaling.

I perioden fra cirka 1. januar 2007 til 2. januar 2014 er pigen nemlig angiveligt blevet seksuelt udnyttet af vildt fremmede mænd og kvinder, der har betalt for ydelserne.

Stedfaderen skulle have annonceret med pigen på internettet, ligesom han flere gange tog hende med i swingerklubber, hvor hun blev tvunget til at havde sex med andre gæster.

I en række af de øvrige tilfælde skulle det være foregået i kundernes private hjem.

En af kunderne menes at være kommet igen flere gange i perioden fra 1. januar 2007 til 1. september 2008 uden på noget tidspunkt at have haft kendskab til pigens alder.

Overgrebene er blandt andet foregået ved, at pigen har ligget fastspændt på et bord med bind for øjnene. Betalingen for de seksuelle ydelser skulle have lydt på 1500 kroner per gang.

Den mangeårige udnyttelse har kunne lade sig gøre, da pigen, efter eget udsagn, har været psykisk afhængig af sin stedfar, der løbende udsatte hende for et næsten umenneskeligt psykisk pres, mens han udviste både kontrollerende og manipulerende adfærd.

Der ventes dom i sagen i slutningen af marts.

Fra anklagemyndighedens side er der ikke lagt op til en almindelig fængselsstraf, men derimod en foranstaltning eller forvaring. Derudover skal retten tage stilling til, om den 58-årige tiltalte skal have lov til at have børn under 18 år boende og om, at han selv må overnatte i hjem, hvor der bor børn.