Fire børn vækkede deres mor sent i aftes på Lolland: Nu advarer indsatsleder om livsfarlig vane

Morten Larsen

422 uger siden

|

16/11/2016
112
En børnefamilie fra Øster Toreby på Lolland måtte sent i går aftes en tur på sygehuset, men slap på heldig vis med livet i behold, da der udbrød brand i deres hjem.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En tændt opvaskemaskine var sent tirsdag aften årsag til en voldsom brand i et hus på Nyvej på østkysten af Lolland, hvor familien lå og sov.

Hjemmets fire børn vågnede af sig selv, da branden begyndte sin voldsomme hærgen i køkkenet, hvor en opvaskemaskine forinden var sat i gang. Det skriver Folketidende.

Børnene fik vækket deres mor, der slog alarm og ringede 112.

Ifølge Folketidende ser hele familien og deres hund ud til at slippe heldigt fra den branden.

Familien fik store brandskader i køkkenet, mens resten af deres hjem endte med at få voldsomme røg- og sodskader.

De fire børn og deres mor blev indlagt på Nykøbing F. Sygehus til observation for røgforgiftning.

Ruben Salqvist fra Lolland-Falsters Brandvæsen oplyser til Folketidende, at familien ikke havde brandalarmer i deres hus, og indsatslederen opfordrer derfor de familier, som endnu ikke har opsat alarmer, til at få det gjort.

Samtidig fraråder han borgere til at starte opvaske-, vaskemaskine og tørretumbler om natten, da det kan ende fatalt, hvis man ikke er heldig og vågner ved en mulig brand i de hårde hvidevarer.