Endnu et stenkast fra motorvejsbro: Forrude smadret på ægtepars bil

Ninna Andreasen

428 uger siden

|

07/10/2016
112
Politiet beder om hjælp fra vidner, så de kan finde gerningsmanden.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et ægtepar fra Tjørring fik sig i aftes klokken 22.07 en ubehagelig overraskelse, da de kørte under en bro på Gullestrupvej i Herning.

Nogen smed en sten ned fra broen. Stenen var på størrelse med en valnød og smadrede forruden, skriver TV Midtvest.

Heldigvis kom ægteparret ikke til skade. Stenen blev kastet fra en gammel bro tæt på flere store lejlighedsbyggerier i et belastet boligområde.

- Straks efter at være blevet ramt, kørte ægteparret ind til siden, hvor manden fandt stenen, som han har mistanke om kan være blevet brugt, siger vicepolitikommissær Bent Smedegaard.

Stenen er nu sendt til DNA-analyse. Politiet har afsøgt hele området med en hundepatrulje uden held.

Ægteparret har ifølge politiet ikke bemærket nogen på broen.

Politiet vil gerne tale med folk, der har set noget i området omkring gerningstidspunktet. Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.