Det er især frygten for datterens sidste minutter, der plager Emilie Mengs biologiske far Nicolai Skovgaard. Uvisheden har været vanskelig for de efterladte, hvis værste anelser er blevet til virkelighed.
Det fortalte Nicolai Skovgaard til Se og hør, da de mødte ham i Korsør, hvor han og tusindvis af andre mennesker forleden tog afsked med den unge pige i et fakkeloptog.
- Det er godt, at politiet nu har nogle spor at gå efter. Så mit største ønske er, at de finder den eller de afstumpede personer, som har slået hende ihjel, siger Nicolai Skovgaard til Se og hør.
Emilie Mengs familie har ikke tidligere ønsket at udtale sig til medierne om sagen.
Emilie Mengs lig blev fundet i en sø ved Borup juleaftensdag. Det var en tilfældig hundelufter, som fandt den 17-årige kvinde. Siden har Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi ifølge Ekstra Bladet fået mere end 200 nye henvendelser i sagen.
Retsmedicinere er stadig ved at undersøge Emilie Meng for spor og en konkret dødsårsag. Men politiet har bekræftet, at hun har været udsat for en forbrydelse.
Emilie Meng forsvandt den 10. juli 2016 efter en bytur i Slagelse. Hun havde taget et tog til Korsør Station og valgte at gå hjem derfra. Siden vides det endnu ikke, hvad der er sket hende.
Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi vil stadig gerne høre fra danskere, der har oplysninger, som måske kan være relevante i sagen.