I disse dage er danskerne blevet opfordret til at holde afstand til hinanden. Det skyldes, at man ønsker at bryde smittekæden, så antallet af coronasmittede danskere vil falde i stedet for at stige.
Langt de fleste af landets butikker, har sat tape eller mærker op for at gøre kunderne opmærksomme på, at de skal stå med længere afstand til hinanden, men det er desværre ikke alle, der har opfanget det budskab.
Onsdag aften klokken 17.34 modtog politiet en anmeldelse fra en 40-årig mand, der var blevet udsat for vold efter en uoverensstemmelse med en anden kunde.
De stod begge to i køen i Netto på Københavnsvej i Roskilde, og det var så her, at den ene mand stod lidt for tæt på den anden.
Den fik den 40-årige mand til at påtale situationen, hvilket resulterede i, at den anden kunde begyndte at opføre sig truende.
Forlod butikken og fik tæsk
Da den 40-årige mand forlod butikken, blev han opsøgt af den truende kunde på parkeringspladsen, og her blev han spyttet i ansigtet og slået i hovedet.
Politiet sendte en patrulje hen til stedet for at afhøre den 40-årige, og nu leder de efter den mistænkte kunde.
Midt- og Vestsjællands Politi fortæller, at de har gode spor i sagen, men de vil alligevel gerne bede folk om at kontakte dem, hvis de har overværet episoden i Netto onsdag aften.
Har du informationer, kan du kontakte politiet på telefonnummer 114.