5-årig dræbt i trafikken: Nu er der nyt

Henrik Rothenbücher

197 uger siden

|

11/03/2021
112
Foto: Sådan så det ud, da politiet ledte efter den mistænkte i sagen. Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Sådan så det ud, da politiet ledte efter den mistænkte i sagen. Foto: Presse-fotos.dk
En 5-årig pige mistede livet den 28. oktober i en færdselsulykke. Nu er der nyt i sagen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den 28. oktober sidste år, kørte en 21-årig mand i påvirket tilstand ind i en mor og hendes lille datter. Mens moderen slap med lettere kvæstelser, mistede den kun 5-årige pige livet.

Efter ulykken stak den 21-årige mand af og det udviklede sig hurtigt til en intens menneskejagt, for at få fat i gerningsmanden. Heldigvis gik der ikke længe, før at politiet fik anholdt manden.

"Vi står med en dybt tragisk sag, som vi ser på med stor alvor. Siden påkørslen har vi arbejdet intensivt på at finde frem til den mistænkte og nu anholdte mand, da vi har en stærk formodning om, at det er ham, der kørte bilen og bagefter flygtede fra stedet," udtalte chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov fra Rigspolitiet sidste år. 

Ulykken på Peter Bangs Vej i København har været stærkt omtalt i medierne - og nu er der altså nyt. 

I en pressemeddelelse melder Københavns Politi nu, at der er rejst tiltale mod den 21-årige mand for blandt andet uagtsomt manddrab og kørsel i påvirket tilstand. 

Særligt skærpede omstændigheder

Den 21-årige er tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, kørsel i bevidstheds- og narkopåvirket tilstand og uden at have generhvervet sin førerret efter en tidligere frakendelse, samt for at flygte fra et færdselsuheld uden at hjælpe en person i øjensynlig livsfare. 

Han er desuden tiltalt for sin kørsel i forbindelse med et alvorligt færdselsuheld den 19. januar 2019 på Ingerslevsgade på Vesterbro, hvor to personer blev alvorligt kvæstet.

Her omfatter tiltalen blandt andet forsætlig fareforvoldelse, uagtsom legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder, spirituskørsel og kørsel med for høj hastighed.

Anklageskriftet indeholder i alt 35 forhold, herunder også narko- og berigelseskriminalitet. 

"Sagen rummer en række meget alvorlige straffelovsovertrædelser, herunder især trafikdrabet i Valby. Jeg har derfor vurderet, at der er grundlag for at rejse tiltale ved nævningeting – hvilket er sædvanlig fremgangsmåde i sager, hvor anklagemyndighedens strafpåstand overstiger fire års fængsel," siger advokaturchef Kristian Kirk Petersen.

Den 21-årige har været varetægtsfængslet siden han blev fremstillet i grundlovsforhør den 30. oktober sidste år.

Sagen er nu sendt til Retten på Frederiksberg, hvor den afventer berammelse.