EU-parlamentet har truffet afgørelse: Nu hæver de priserne - også for danskerne

Skrevet af Nicolai Haugsted

24/04/2024
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Indenfor de næste par år vil det træde i kraft.

Dagens topnyheder

Danmark har kæmpet for en ny aftale, der sikrer pant på drikkevarer, der sælges i Tyskland.

Det er nu en realitet, efter Europa-Parlamentet har vedtaget emballageforordningen.

Reglerne skal sikre, at tyske grænsehandelsbutikker ikke længere kan sælge pantfri dåser til danskerne.

Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Europa-Parlamentet har i dag godkendt en ny emballageforordning, der fastslår, at der skal opkræves pant i de tyske grænsehandelsbutikker. Uklarhed om de tyske pantregler kan derfor ikke længere bruges som undskyldning for ikke at opkræve pant.

"Vi har kæmpet i tyve år for at få pant på tyske dåser og for at få løst problemet med, at pantfri dåser fra tyske grænsehandelsbutikker ender i den danske natur. Med emballageforordningen slås det fuldstændig fast, at der skal opkræves pant i Tyskland uanset, hvor dåserne sælges og hvem de sælges til. Grænsehandelsbutikkerne skal nu følge de samme regler som alle andre butikker. Det er en sejr for os, men det er i særdeleshed en sejr for den danske natur,” siger miljøminister Magnus Heunicke.

Afgørende for grøn omstilling af emballage
Med aftalen sættes der ikke blot punktum for den manglende opkrævning af pant ved grænsen. Der fastsættes et samlet, nytænkende europæisk regelsæt for emballage i EU, der omfatter alt lige fra drikkevare-emballager til træpaller.

Aftalen skal give det europæiske emballageforbrug et ordentlig skub i en grønnere retning og reducere mængden af emballageaffald, så den stigende affaldskurve knækkes. 2 Med aftalen får alle lande bindende reduktions- og genbrugsmål for emballage, samt klare og ens regler for emballagedesign på tværs af landegrænser.

Det skal sikre, at danske virksomheder ikke længere skal leve op til 27 forskellige nationale regelsæt, når de sælger emballerede produkter i EU. Emballageforordningen forventes at træde i kraft i løbet af 2026 og kravet om opkrævning af pant i 2029.

Maria Reumert Gjerding, præsident, Danmarks Naturfredningsforening, udtaler:
"Det her er en sag, vi har kæmpet for i over 20 år, og som vi sammen med en lang række miljøministre har forsøgt at løse. Så at der endelig er et gennembrud nu, det er meget forløsende og ikke mindst en rigtig god nyhed for naturen og for retursystemet. Siden midten af 00’erne har vi indsamlet flere end 2 mio. dåser, hvoraf mindst 8 ud af 10 har været pantfri grænsedåser, så det kommer til at have en markant effekt."

Henrik Hyltoft, vicedirektør i Dansk Erhverv, udtaler:
"I Dansk Erhverv er vi positive over at de nye EU-regler falder på plads, men vil samtidig også presse på for at efterlevelsen sker hurtigst muligt. Der er lang tid til 2029, og det er vigtigt for både miljø, samt fair og lige konkurrencevilkår, at der kommer pant på tyske dåser. Der er fortsat uklarheder ift. den praktiske løsning med grænsepanten, så vi fortsætter dialogen med myndighederne, både i København og Bruxelles."

Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør i De Samvirkende Købmænd, udtaler:
"Vi har ventet rigtig længe på denne dag, og glæder os naturligvis over, at det nu endelig bliver slut med at undgå dåsepant i nogle butikker målrettet danske kunder. Det er en sejr for miljøet, men det er også en sejr for de danske arbejdspladser, der fremover får mulighed for at konkurrere på lige vilkår. Der er dog længe til 2029, så ideelt set bør de danske og tyske myndigheder enes om en hurtigere ikrafttræden i det naboskabs ånd,” siger vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen fra De Samvirkende Købmænd, der har fulgt sagen i samtlige 20 år."