Når erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i starten af marts forsøger at få lempet betalingsloven, så det bliver muligt for butikker at afvise kontantbetaling mellem 22-06, bliver det højest sandsynligt første skridt mod et kontantløst samfund. Det skriver Søndagsavisen.
- På sigt vil jeg gerne have, at vi er et kontantløst samfund. Det vil give fordele for Danmark og borgerne i Danmark. Men betingelsen er, at alle grupper i samfundet skal være parate til det, så det bliver ikke lige inden for de kommende år, siger Brian Mikkelsen til Søndagsavisen.
Han mener dog sagtens, at Danmark som samfund kan arbejde hen imod en digitaliseret økonomi.
- Jeg vil da tro, at vi er parate til at kaste os ud i at have en ambition om at være kontantfri om 10-20 år. Hvorfor skulle man ikke kunne nå det?, siger Brian Mikkelsen.
Forslaget om at gøre det muligt at afvise kontant betaling mellem 22-06 har allerede nu et flertal bag sig i Folketinget og ventes derfor vedtaget. Næste skridt bliver, at Brian Mikkelsen ”snart” vil forsøge at ændre tidspunktet, så det allerede bliver muligt at afvise kontanter fra klokken 20.
- Et kontantløst samfund vil give mange fordele. Det vil give mere sikkerhed, fordi man slipper for risikoen for røverier – både for de personer, der har kontanterne på sig og de butikker, der har dem liggende, siger han, og fortsætter:
- Og så er kontanter dyre for borgere og butikker. De er besværlige. Jeg ser mange fordele ved at gøre det her område mere frit.
Debatten om et kontantløst samfund har raset i årevis. På nej-siden har stået organisationer som Forbrugerrådet Tænk og Ældresagen, på ja-siden har i sær Dansk Erhverv argumenteret for, at butikker selv skal have frihed til at bestemme, hvilke betalingsmidler de vil tage imod.