Det skal have store konsekvenser for firmaer, der gentagne gange hyrer illegale indvandrere som arbejdskraft.
Det mener udlændinge- og integrationsordfører i Dansk Folkeparti Martin Henriksen, efter at TV2 har afsløret flere restauranter i at benytte illegale indvandrere som arbejdskraft, skriver Ritzau.
- Det er et meget voldsomt problem, vi står over for her. Vi ser virksomheder benytte sig af det, fordi de kan underbyde den danske arbejdskraft ved at ansætte udlændinge til meget lavere lønninger, siger Martin Henriksen, der også vil have højere bøder til de firmaer, der bryder loven første gang.
Andre partier vil også skærpe reglerne på området, hvor Alternativet, SF og Enhedslisten også vil sætte ind over for virksomhederne.
De tre partier foreslår et kædeansvar, så virksomheder, der hyrer andre virksomheder, hvor der er ansat illegale indvandere kan straffes på lige vilkår.
- Hvis ikke vi indfører skrappe metoder, kommer vi aldrig det her problem til livs, siger Finn Sørensen, der er Enhedslistens beskæftigelsesordfører.