Enhedslisten raser: Ny pensionsfidus kan forgylde politikere

Emil Ryttergaard

401 uger siden

|

23/03/2017
Politik
Foto: Polfoto
Foto: Polfoto
Et politisk forslag, der skulle gøre det muligt for politikere at gå ned i løn frivilligt, har fået Enhedslisten op i det røde felt. Ordningen kan nemlig udnyttes, så politikere kan få endnu mere i pension.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når folketingspolitikere skal have pension fremover, så vil en ændring i pensionsreglerne medføre en fed fidus, der kan forgylde de mest erfarne levebrødspolitikere i folketingssalen. 

I et nyt forslag stillet af Socialdemokratiet skal det være muligt for folketingspolitikere at kunne gå frivilligt ned i pension og give afkald på den fyrstelige politikerpension til fordel for en mere almindelig pensionsordning.  

Men nu viser det sig, at forslaget indeholder et skjult smuthul, der kan forgylde de mest erfarne politikere i Folketinget, skriver Ekstra Bladet, og det har fået Enhedslisten op ad stolen. 

- Politikere, der har siddet her i mere end 20 år, vil kunne få endnu større pensionsprivilegier. Det er selvfølgelig helt uacceptabelt. Formålet var jo at fjerne privilegier, og ikke udvide dem, siger Pelle Dragsted fra Enhedslisten.  

Det er SF, der har påpeget et smuthul i forslaget, der gør at politikere, der har siddet i Folketinget i 20 år, kan få mere ekstra i pension. 

De erfarne politikere kan rammer et pensionsloft, hvor de maksimalt tjener 29.200 kroner i pension hver måned. 

Men med de nye regler kan de ældre politikere gå over på den almindelige pensionsordning, og dermed tjene en dobbeltpension.

På den måde vil politikerne både score den højere politikerpension og optjene almindelig pension oveni, hvilket har fået Enhedslisten til at stemme imod forslaget. 

- Først kan de nemlig vælge at optjene politikerpensionen, og når de så er færdige med det, kan de så optjene en helt ny pension. Det er tudetosset, siger Jacob Mark, der er politisk ordfører for SF.

Selvom Enhedslisten trækker sine stemmer bag forslaget, så vil partiets folketingsgruppe stadigvæk give afkald på den lukrative politikerpension, hvis forslaget stemmes igennem i dag.