Vismænd: Danskerne har et opsparet behov for forbrug

admin

10 år siden

|

27/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De økonomiske vismænd og regeringens økonomer er enige om, at dansk økonomi er på vej mod en normalisering, og at den økonomiske vækst i år vil stige med 1,4 procent og to procent næste år.

De er blot ikke enige om, hvorvidt det er danskernes privatforbrug eller eksporten, der skal trække mest opad. Vismændene tror mere på danskernes lyst til at svinge dankortet end regeringen.

Vismændene ser en fremgang i forbruget på 1,6 procent i år og 2,8 procent næste år, mens regeringen ser en fremgang på henholdsvis 1,7 og to procent.

- Vi ser en normalisering af privatforbruget efter krisen. Der er et opsparet behov for forbrug hos danskerne, men vi kan ikke konkret sige noget om, hvornår vendingen kommer, siger overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen på et pressemøde tirsdag med de fire vismænd efter mødet i Det Økonomiske Råd.

Spørgsmål: Hvad er det præcist, der gør, at I ser mere optimistisk på danskernes lyst til forbrug. Er der ikke så meget gæld i husholdningerne, at de har brug for fortsat konsolidering?

- Gennem fire måneder er forbrugertilliden steget. Tilliden har været holdt nede af statsgældskrisen og finanskrisen, men den er på retur, og tilliden er på vej op. Vores skøn er baseret på langsigtede erfaringer. Vi ved, at opsparingen ikke vil vare ved, og forbruget vil vende tilbage.

- Men styrken af det, det er det, der er svært at sige noget om, svarer vismand, økonomiprofessor Claus Thustrup Kreiner.

Danskernes privatforbrug udgør halvdelen af det danske bruttonationalprodukt, BNP, og er derfor en vigtig faktor for, at dansk økonomi langsomt kan vende tilbage til normale tider efter krisen.

Økonomer ser dog med skepsis på vismændenes forårshumør: De ser for optimistisk på privatforbruget, mener økonomer.

- Høj gældsætning og store tab af friværdier vil være med til at lægge en dæmper på privatforbruget over de kommende år, siger chefanalytiker i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig.

Chefanalytiker i Nykredit Tore Stramer har svært ved at se, at der kommer så meget gang i privatforbruget de kommende år.

- Husholdningerne er ikke færdige med at spare op og nedbringe gæld, fordi danskernes bruttogæld stadig ligger meget højt, siger han.

/ritzau/