Når Unicef er imod såkaldte barnebrude handler det om, at tidlige ægteskaber ofte holder kvinderne nede og hindrer ligestilling. Det fortæller generalsekretær for Unicef i Danmark Steen M. Andersen.
Mandag kom det frem, at der i danske asyllejre findes flere såkaldte barnebrude, piger under 18, der er gift væk.
- Barnebrude er i strid med FN's børnekonventioner, så holdningen er krystalklar: det er af det onde. Det sagt, så er der selvfølgeligt en masse forbehold, siger Steen M. Andersen.
Der er oftest tale om piger over 15 men under 18. Så der er ikke tale om deciderede børn, der er blevet gift.
- Det er ikke nødvendigvis børn, der er tale om. Og man kan jo fint være kærester, så det er ikke fordi, vi vil blande os i folks privatliv. Men vi kan se, at piger der bliver gift, når de er under 18, har større risiko for at dø i barselssengen og få flere børn, end hun måske ville.
- Der er også mindre mulighed for, at pigerne får en uddannelse. Og når de ikke gør det, så bliver hun totalt afhængig af sin mand og hans familie. Så når vi snakker pigers ligestilling, så er dette her med til at holde dem tilbage, siger Steen M. Andersen.
Han fortæller, at det egentligt ikke burde overraske, at der nu kommer barnebrude til Danmark. Fænomenet er nemlig voksende i Syrien og de flygtningelejre, der ligger omkring landet.
- Vi ser, at de problemer, vi kæmper med i andre, mindre udviklede lande, opstår i Syrien nu, siger han.
Det er der flere årsager til. Familier med mange børn kan have svært ved at brødføde dem. Unge piger søger beskyttelse i de ofte usikre lejre og forældre kan se en bedre fremtid for deres døtre hos andre.
- Men når pigerne når Danmark, bliver problemet vores, og vi må forholde os til det.
- Vi ved ikke, om man juridisk kan blande sig i ægteskaberne. Men man skal være opmærksom på pigernes tarv, og om de får mulighed for at uddanne sig og være aktive i samfundet, siger Steen M. Andersen.
/ritzau/