Lørdag opdagede to unge mænd pludselig, at der flød en masse euro-sedler rundt i floden Donau i Østrigs hovedstad Wien.
Mændende på 20 og 22 år hoppede omgående i det kolde vand og begyndte at samle så mange sedler sammen, de kunne få fat i.
Det lykkedes parret at få fat i intet mindre end 100.000 euro, hvilket svarer til næsten 750.000 kroner, som de bragte op på land.
- Omkring klokken 10. lørdag morgen blev vi kontaktet af vidner, der så to mænd i floden, siger politiets talsmand, Patrick Maierhofer, til CNN.
Det østrigske politi rykkde ud til floden, hvor de i første omgang følte sig sikre på, at pengene var falske. Men nu har de ændret opfattelse, og det tyder på, der er tale om ægte sedler.
Nu forsøger de at finde ud af, hvor de mange penge stammer fra.
- Der er mange muligheder, men vi tror, at de kommer fra et tyveri. Havde det været helt lovlige penge, havde man ikke bare kastet dem i floden, siger Patrick Maierhofer til CNN.
Myndighederne forsøger nu at se, om der har været bankrøverier eller lignende i området, men det er der ikke umiddelbat noget, der tyder på. Og det kan komme de to unge mænd, der fandt pengene, til gode.
Loven i Østrig siger nemlig, at der automatisk skal udbetales en findeløn på fem procent af beløbet, fordi de indleverede pengene til politiet. Men hvis der ikke dukker en ejer op indenfor et år, så må de beholde hele summen.
Donau har sit udspring i Tyskland og løber gennem ti europæiske lande, inden den løber ud i Sortehavet.