I flere måneder ad gangen må Ulrich Thomsens kone, Cathrine Ekehed, og familien undvære skuespilleren, når han pakker kufferterne ud i USA, hvor han indspiller den amerikanske tv-serie "Banshee". Og det er hårdt - både for ham selv og for dem.
- Jeg er væk i et halvt år, og det går ud over familien, som jeg godt kan lide at være sammen med, fortæller Ulrich Thomsen over telefonen fra byen Charlotte i North Carolina.
- Der går lidt skype og cyber-familie i det, og det er ikke optimalt. Men altså, er tingene nogensinde det? Det er udmærket, men det er ikke en drømmesituation, fortæller skuespilleren, der dog glæder sig over sine mange muligheder.
- Jeg skal ikke klage over, at jeg har arbejde, for der er mange i branchen der ikke har noget. Og familien kommer jo på besøg ind imellem, men det er ikke optimalt at arbejde i udlandet, for der er man jo væk.
- Men når man arbejder i USA, så får man jo en eksponering, og det handler det jo om i det her fag, og det kan gøre, at man får mere at lave, siger skuespilleren, der er far til to børn.
Til september skal han igen arbejde på dansk jord, når optagelserne til filmen "Sommeren '92", hvor Ulrich Thomsen skal spille den tidligere landstræner Richard Møller Nielsen, går i gang.
Det bliver ikke til meget ferie, for han skal også nå at forberede sig til den nye rolle.
- Jeg er glad for at kunne lave de danske film også. Når man har været væk i et halvt år, kunne man måske godt tænke sig at komme hjem og lige kunne trække vejret, men så går man direkte i gang med noget nyt. Selvfølgelig kan man bare sige nej, men det er svært, når der kommer et godt tilbud, siger han.
Newspaq