Der er hverken sparet på fløjlsrillerne i tøjet, fælles husmøder eller overskægget på mændene i Thomas Vinterbergs kommende film "Kollektivet".
Her er omdrejningspunktet nemlig et akademikerkollektiv i 70'ernes Hellerup, delvist baseret på den danske instruktørs egen opvækst.
Men selvom årene i kollektivet står som en dejlig tid for Thomas Vinterberg, kunne han i dag ikke selv finde på at rykke teltpælene op og lade familien flytte sammen med andre.
- Jeg er nervøs for at flytte i kollektiv, fordi jeg har set hvor hurtigt, man bruger et venskab op. Jeg har mine venner for kære til at turde det. Der er sider af de fleste mennesker, jeg ikke har lyst til at bo sammen med. Derfor nærer jeg mig lidt, siger Thomas Vinterberg.
Og den anmelderroste instruktør må vide, hvad han taler om. Selv efter hans forældre flyttede ud af kollektivet, valgte Thomas Vinterberg at blive. De mange år i kollektiv har da også sat sine spor på den 45-årige instruktør.
- Jeg har været tiltrukket af fællesskaber lige siden dengang. Filmbyen er et slags kollektiv ligesom et filmhold i sig selv. Og min film "Festen" er også en parallel til det, fortæller Thomas Vinterberg, hvis kollektivopvækst ifølge ham selv også har gjort det nødvendigt for ham og trænet ham i at kunne aflæse andre mennesker.
Thomas Vinterberg er gift med skuespillerinden Helene Reingaard Neumann.
Newspaq