Skatteborgere betaler til rockerklinikker

admin

460 uger siden

|

05/02/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tidligere rocker- og bandemedlemmer kan få deres banderelaterede tatoveringer fjernet på statens regning. Men en del af pengene havner i lommerne på rockerrelaterede personer.

Det sker, fordi efterspørgslen er så stor, at det offentlige ikke kan imødekomme den. Derfor bliver stort set alle tatoveringerne fjernet på private klinikker.

Men mange af de private klinikker, der fjerner tatoveringer, er selv rockerrelaterede. På den måde strømmer skatteborgernes penge ind i rockermiljøet.

- Vi forsøger at være forsigtige. Men vi er stødt på det. Mange af vores klienter siger også selv, at de ikke kan få fjernet tatoveringer forskellige steder, fordi det er nogle fra miljøet, der har stedet, siger Trine Bruun, der er fuldmægtig hos Kriminalforsorgen.

Det nationale exit-kontaktpunkt, der et samarbejde mellem kommunerne, Rigspolitiet og Kriminalforsorgen, har benyttet sig af private klinikker siden sommeren 2015.

- I starten brugte vi de offentlige systemer, for så vidste vi, at der var en lægefaglig baggrund. Men de har simpelthen ikke haft mulighed for at kunne imødekomme vores anmodninger, siger Trine Bruun.

Siden da har posten til fjernelse af tatoveringer udgjort 101.000 kroner. Kontaktpunktet har ikke umiddelbart nogen opgørelse over, hvor stor posten var, da man stadig brugte det offentlige system.

Politikommissær i Rigspolitiet Peter Steffensen oplyser til Ritzau, at hele udgiftsposten samlet sidste år lå på i alt 500.000 kroner.

Samtlige partier i Folketinget, på nær Enhedslisten, stemte for, da lovpakken "Fast greb om banderne" blev vedtaget i sommeren 2014.

Ud over strengere straffe for besiddelse af våben indeholdt pakken også en rammemodel for en styrket exitstrategi, der skal hjælpe rocker- og bandemedlemmer med at komme ud af miljøet - blandt andet ved hjælp af fjernelse af rockerrelaterede tatoveringer.

- De tatoveringer står i vejen for, at de kan få et normaliseret liv. Det er vanskeligt at få et job og gå i skole. Det er noget, der bliver skelet meget til, siger Trine Bruun.

/ritzau/