Silas og Johannes: Vi er stolte af vores kærlighed

admin

10 år siden

|

28/11/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når Vild med dans-finalen fredag aften løber af stablen i Horsens, er det ikke bare to dansepar, der dyster - det er også et ægtepar, der er oppe mod hinanden.

For danseren Silas Holst, der i denne sæson har svinget vejrpigen Sara Maria Franch-Mærkedahl, er privat gift med skuespilleren Johannes Nymark, der kæmper i finalen med den professionelle danser, Claudia Rex.

Igennem danseshowets 12 uger har seere, fans og medier fulgt med i historien om de to unge mænd, der undervejs også er blevet fædre til en lille pige.

Opmærksomheden har de godt kunne mærke, men fælles for både Silas Holst og Johannes Nymark er, at det udelukkende har været på en positiv facon.

- Det, jeg synes har været rigtig dejligt, er, at alle har skrevet om det, som om det er helt - i gåseøjne - normalt. For det er det jo også, siger Johannes Nymark.

- Der er ingen, der har gjort et stort nummer ud af, at vi er to mænd, der er gift. Vi er bare et ægtepar, og det, synes jeg, er rigtig befriende. Det siger noget om, hvor langt vi er kommet, siger han.

Datteren Maggie My har Silas Holst og Johannes Nymark fået sammen med deres veninde, Louise Mahnkopf, som de også bor sammen med. 

Og den familiekonstellation er Silas Holst glad for at sætte fokus på.

 - Jeg kan godt mærke - også i takt med - at vi har fået et barn, at jeg faktisk er stolt af, at vi er to mænd, der viser, at man godt må stå ved den, man er, og at man godt kan gradbøje den gængse opfattelse af, hvad man kan tillade sig og ikke tillade sig for eksempel ved at få et barn, siger Silas Holst og uddyber:

- Jeg bryder mig ikke så meget om ordet forbillede, men at man i hvert fald viser over for andre, at man godt kan. Og det er jeg stolt af, at både jeg og min mand gør, siger han.

Showets store finale kan ses på TV2 klokken 20.00.

Newspaq