Det er ikke kun skrigende teenage-piger, der er vilde med sangeren Christopher, der har gjort kometkarriere med hits som "Told You So" og "Mama".
Også MTV-stjernen Vicky Pattison, der i sidste uge gæstede Danmark, har fået øjnene op for den danske popsnedker.
- Jeg var i Danmark og jeg mødte Christopher, fortæller reality-stjernen fra programmet "Geordie Shore" til Newspaq.
Det var i forbindelse med den traditionelle danske førfest forud for MTV's Europe Music Awards, at de to mødte hinanden. Her var den britiske stjerne nemlig med.
- Han er godt nok en virkelig flot mand, siger hun og slikker sig grinende om munden.
Men det er ikke kun sangerens blonde krøller, hun husker fra Danmark.
- Jeg var virkelig overrasket over, hvor god musik, de danske kunstnere laver, siger hun.
Ud over at høre musik nåede Vicky Pattison også at lege lidt turist i København.
- Jeg var en tur i Nyhavn og jeg var også nede og se den lille havfrue, fortæller hun.
MTV's Europe Music Awards blev afholdt søndag aften i Glasgow i Skotland. Her var det One Direction, der kunne kalde sig aftenens store vindere.
Newspaq