Politiforbund advarer: Arbejdspres vokser os over hovedet

admin

460 uger siden

|

31/01/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det går på flere områder den forkerte vej for politiet herhjemme, skriver BT.

Antallet af betjente, der ønsker en pause og søger orlov var i 2015 det højeste i mange år, og for andet år i træk er antallet af sygedage stigende. Det viser nye tal fra Rigspolitiet ifølge avisen.

Ifølge Politiforbundet er tendenserne et tegn på, at politiet er under et hårdt pres.

- Det er en trist udvikling, og den bør få alarmklokkerne til at ringe, siger forbundets formand, Claus Oxfeldt, til BT.

I 2015 fik 128 ansatte hos politiet godkendt en ansøgning om orlov. Det er det højeste antal siden 2008 - året efter, at politireformen var trådt i kraft.

Desuden er antallet af sygedage stigende. I 2015 var en ansat i snit syg i 9,4 dage. I 2013 var det 8,4 dage.

Målsætningen var ellers at få nedbragt sygefraværet.

- Det er et sygdomstegn, og vi må sammen med Rigspolitiet lægge os i selen for at forbedre arbejdsmiljøet, så det bliver mere tåleligt, siger Claus Oxfeldt.

Især to opgaver lagde beslag på mange af politiets ressourcer sidste år: Angrebet mod Krudttønden og synagogen i København i februar samt det store antal flygtninge og migranter, der kom til Danmark.

Det øgede arbejdspres betyder ifølge Claus Oxfeldt, at mange politifolk har svært ved at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen.

De kommende år bliver politistyrken udvidet med 300 mand, men det skal ifølge Politiforbundets formand sættes i forhold til, at styrken siden 2011 er reduceret med 600 personer.

- Det er selvfølgeligt positivt, at der på sigt kommer flere betjente, men det løser ikke problemerne her og nu. Vi står i en uholdbar situation, og dansk politi er blevet mere sårbart, siger Oxfeldt til BT.

Avisen har forsøgt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pind (V), men ministeriet henviser til Rigspolitiet.

/ritzau/