Det var et voldsomt stort fyrværkerilager, som Syd- og Sønderjyllands Politi fredag fandt frem til på en landejendom ved Jels.
I en hal på den nedlagte landejendom fandt man 37.000 kanonslag, knap 1000 krysantemumbomber samt omkring fem ton fyrværkeri som batterier og raketter.
Lageret ligger på Bommerlundvej nordvest for Jels, og den nordlige del af vejen blev fredag aften afspærret, mens Hærens Ammunitionsryddere undersøger fyrværkeriet.
Det meste af fyrværkeriet er blevet bragt til et sikkert opbevaringssted, men en del af det var tilsyneladende for farligt at transportere, så ammunitionsrydderne besluttede at sprænge det væk på stedet.
En 40-årig mand fra lokalområdet er anholdt og sigtes blandt andet for at have bragt andres liv og førlighed i fare. Ved et grundlovsforhør i Retten i Esbjerg blev han lørdag varetægtsfængslet i fire uger.
Politiet indledte sin aktion på adressen fredag ved 17-tiden. Foruden politiet og Hærens Ammunitionsryddere deltog Beredskabsstyrelsen med 14 mand og fem udrykningskøretøjer i aktionen på Bommerlundvej.
Fundet ved Jels er det andet store fund af fyrværkeri på et døgn.
Fredag blev tre brødre varetægtsfængslet i 24 dage for at have produceret ulovligt fyrværkeri i Tureby ved Herfølge.
Ifølge Københavns Politi fandt mand op mod 200.000 færdigproducerede kanonslag, mange, der var halvfærdige samt en masse udstyr og kemikalier til at fremstille flere.
Brødrene på 22, 28 og 29 år er sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven samt straffelovens paragraf om at udsætte andre liv og førlighed for fare.
Den yngste erkender, at han har transporteret ulovligt fyrværkeri, men nægter at have produceret det. De to ældste nægter sig skyldige.
Politiet tager sager om ulovligt fyrværkeri meget alvorligt og hvert år beslaglægger man store mængder. Og med god grund. Sidste år mistede tre mænd livet ved to episoder, hvor de ville affyre krysantemumbomber.
/ritzau/