Pirater angriber Mærsk-skib i Nigeria

admin

459 uger siden

|

07/02/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tidligt fredag morgen blev det Mærsk-ejede containerskib Safmarine Kuramo angrebet, bordet og overtaget af pirater ud for Nigerias kyst. Det skriver flere lokale medier og A.P. Møller - Mærsk.

Skibet var på vej til havnen i byen Onne i den østlige del af landet, da det omkring 100 kilometer syd for kysten kom under angreb.

- Øjensynligt kom flere kriminelle om bord og tog kontrollen med skibet, skriver A.P. Møller - Mærsk i en meddelelse.

Safmarine Kuramo, der havde 25 søfolk om bord, nåede at udsende et nødsignal, da det kom under angreb.

- Vi sendte straks krigsskibet NNS Centenary og flere mindre fartøjer til stedet, siger kaptajn på NNS Centenary, Chiedozie Okehie, til det nationale nigerianske nyhedsbureau NAN og fortsætter:

- Piraterne flygtede åbenbart ved synet af flådefartøjerne af frygt for at blive anholdt. Operationen var en succes, da alle 25 besætningsmedlemmer, inklusive kaptajnen, og fragten blev sikret.

Besætningen gemte sig, da det stod klart at skibet var under angreb, i motorrummet, der samtidig agerede sikkerhedsrum.

Specielt skibets kvindelige kaptajn fremhæves for sit mod, da hun holdt kontakt til flåden og instruerede den, selv mens piraterne prøvede at bryde ind i sikkerhedsrummet.

- Vores største bekymring er sikkerheden for vores ansatte og skibe, og vi er taknemmelige for, at situationen blev løst hurtigt og sikkert, skriver A.P. Møller - Mærsk.

Nigeria og det vestlige Afrika overtog for flere år siden Østafrika som det sted, der var hårdest ramt af pirateri.

Det olierige afrikanske land er udpræget korrupt og fragmenteret. Derfor har piraterne lettere ved at komme af med deres bytte, der ofte er råolie, i landet end i Østafrika.

Sikkerhedsrum, hvor besætninger kan låse sig inde, ind til hjælp kommer frem, er et svar på pirattruslen. Det er ofte set som modstykket til bevæbnede vagter.

Det har dog været en bekymring, at en meget armeret sikkerhedsrum kan få piraterne til at bruge metoder til at åbne det, der kan være farlige for dem inde i det.

/ritzau/