Otte irakiske mænd fra samme familie er mandag fundet skyldige i en sag om grov vold mod en svigersøn til en af de dømte.
Syv af mændene er blevet udvist betinget, oplyser Retten på Frederiksberg.
I to tilfælde blev offeret overfaldet.
I det ene tilfælde skete det i den grønthandel på Frederikssundsvej, hvor han arbejdede.
Her blev han slået så voldsomt, at han besvimede, brækkede armen og et ribben.
En overvågningsvideo viste, at en af angriberne var bevæbnet med en stor machete-lignende kniv.
Ifølge anklagemyndigheden var der tale om æresrelateret vold, og retten fastslår, at baggrunden var familiære stridigheder.
Svigerfaren til offeret, der er 58 år, slipper for en fængselsstraf. Han er i stedet dømt til behandling.
En mand, der deltog i begge voldelige overfald, straffes med fængsel i syv måneder, mens de seks mænd hver straffes med fængsel i fem måneder.
Voldsmændene var offerets svigerfar, to af hans sønner samt fem af hans nevøer.
Retten på Frederiksberg oplyser, at to af de dømte har modtaget dommen, mens seks overvejer, om de vil anke til landsretten.
/ritzau/