Ny teknologi giver politiet øjne i nakken i trafikken

admin

461 uger siden

|

25/01/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Skulle din bil have været til syn, eller har du glemt at betale forsikring på den? Så er det en god idé at få det bragt i orden, for snart får politiet et nyt redskab i jagten på bilister, som ikke har rent mel i posen.

Automatisk nummerpladegenkendelse, ANPG, hedder politiets nye våben, og det dækker over en teknik, som ved hjælp af kameraer indhenter data på biler, som er i nærheden af politibiler.

Kameraerne fotograferer nummerplader på biler i nærheden og kører så automatisk nummerpladen gennem en såkaldt "hot-liste", som patruljevognen er udstyret med.

Det er en database, som afslører, hvis der er noget, som politiet skal være opmærksom på, og er der det, gør en alarm betjenten opmærksom på køretøjet.

Det kan for eksempel være, hvis bilen er efterlyst, ejeren af nummerpladen er efterlyst for en lovovertrædelse, nummerpladen er afmeldt eller meldt stjålet. Er der gevinst, kaldes det et "hit".

"Hit" opbevares i politiets database i op til to år.

Men alle de nummerplader, som ANPG ikke umiddelbart reagerer på, "no-hit", bliver også indsamlet, og når patruljevognen er tilbage på stationen, bliver alle "no-hit" uploadet til en database, hvor de sammen med nummerpladens gps-koordinater gemmes i op til 24 timer.

Ét kamera filmer lige frem, og et kamera filmer bagud. Hvert kamera består af to komponenter: Ét almindeligt kamera og et infrarødt kamera, som kan aflæse nummerpladerne, selv om lyset bliver reflekteret i dem.

It-nyhedssitet version2.dk har tidligere skrevet, at systemet har kapacitet til at registrere cirka 600.000 biler om dagen.

Politiet regner med at tage teknologien i brug i andet kvartal af 2016, og alle politikredse får teknologien. Hver politikreds får i første omgang installeret ANPG i et til seks køretøjer.

/ritzau/