Ny sæson af X-Factor på vej: Kan du huske de tidligere vindere?

Ninna Andreasen

|

16/12/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det populære talentshow X-Factor er klar til endnu en sæson fra den 2. januar - med en optakt den 27. december.

Den oprindelige dommertrio bestående af Remee, Lina Rafn og Thomas Blachman er endnu engang klar til at uddele verbale lammere til deltagere uden talent og overstrømmende ros til de sangere, der slår benene væk under dem.

I tidens løb har der været kritik af, at programmet efter finalen sendte vinderne ud i glemslen igen.

Kan du huske, hvem der har vundet de tidligere sæsoner? Ellers bringer vi her et overblik. 

2008
Vinderen af den første sæson i 2008 var Martin. Han kæmper stadig for at få gang i den musikalske karriere og har blandt andet arbejdet sammen med Shaka Loveless.

2009
Linda Andrews, som vandt anden sæson i 2009, udgav efter sejren albummet “Into The Light”. Det solgte omkring 10.000 eksemplarer. Siden har hun blandt andet udgivet “Never Gonna Let You Down” i 2003.

2010
I 2010 vandt Thomas Ring X-Factor. Han udgav året efter sit debutalbum “Wrong Side of Daylight”. Her blev singlen “Break The Silence” en stor radiosucces.

2011
Sarah Skaalum Jørgensen vandt fjerde sæson af talentprogrammet. Hun udgav efterfølgende pladen “Hjerteskud”, som solgte over 12.000 eksemplarer. Men blot et år efter arbejdede hun i legetøjsforretningen Build A Bear. 

Hun har siden været med i DR3’s tv-serie “Selvoptagelser”, som handler om bagsiden ved Reality-tv.

2012
I 2012 smeltede Ida Østergaard nationens hjerter i femte sæson af X-factor. Hun udgav efterfølgende flere singler, blandt andet sangen “Underdog”, der blev vel modtaget.

2003
Sjette sæson stod i den vestjyske Chresten Falck Damborgs tegn. Han vandt den sjette sæson af X-Factor. Han har siden udgivet albummet “Wunderlust”.

2014
Dette års vinder blev duoen Anthony Jasmin bestående af Anthony Lopez og Jasmin Dahl. De har efterfølgende udgivet singlen “Stick Together”. 

I oktober valgte duoen dog at gå hver til sit.

“Vi skal færdiggøre skole og finde ud af, hvilken retning, vi vil gå, både musikalsk og personligt. Vi kan ikke forestille os at vi ikke stadig snakker sammen om 10 år, men lige nu er vi nødt til at fokusere på noget andet end ’Anthony Jasmin’,” skrev duoen på sin facebook-side.