Dorthe Zangebergs 21-årige søn er født tre måneder for tidligt. Han blev hjerneskadet efter den første svære tid på Rigshospitalet.
I en artikel i Politiken fortæller hun, hvorfor hun mener, vi bør debattere, hvor meget vi gør for at holde for tidligt fødte børn i live.
Hun mener, at hun kan tillade sig at deltage i debatten, fordi hun elsker sin søn og har passet ham - og stadig gør - hele hans liv.
- Min mission er at få folk til at forstå, at hvis vi hjælper disse fugleunger i begyndelsen af deres liv, skal vi også hjælpe dem, når de er voksne. Eller også skal vi lade være med at hjælpe dem i starten overhovedet, siger Dorthe Zangenberg.
Baggrunden for hendes kritik er, at samfundet ikke er der i tilstrækkelig grad, når først de handikappede fylder 18 år. Der er ifølge hende masser af hjælp at hente, når man har et handikappet barn. Selvom man skal kæmpe med kommunen, er hjælpen der.
- Det stopper, når de fylder 18. Så er man ’lost’. Jo, de kan komme på et beskyttet værksted og lave viskestykker, inden de køres tilbage til institutionen. Men er det livskvalitet? Vi har jo ikke brug for dem, siger hun.
Det har kostet Dorthe Zangenberg og Frederiks far meget at tage sig af deres dreng. Hun er uddannet sosu-assistent, men har fået tabt arbejdsfortjeneste, mens hun har passet sønnen.
Imens har hendes mand knoklet for at få økonomien til at hænge sammen.
Læs også: Vandet går i uge 17 og lægerne siger, at hun vil miste barnet: Føder en sund og rask dreng
Hun klandrer ikke lægerne, men samfundet for ikke at stille tilstrækkelig med muligheder til rådighed.
- Jeg bad og tryglede også for Frederiks liv. At han klarede den. Det er ikke lægernes skyld, at flere for tidligt fødte børn overlever, som ikke burde overleve.
Læs hele interviewet her.
Følg Dagens Debat for flere lignende artikler:
