Manchester Uniteds ejer er død

admin

10 år siden

|

29/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Manchester Uniteds ejer, Malcolm Glazer, er død i en alder af 86 år.

Den amerikanske forretningsmand, der i 2005 i en kontroversiel handel købte hovedparten af aktierne i Manchester United, ejede ud over den engelske storklub blandt også NFL-klubben Tampa Bay Buccaneers.

Det er Buccaneers, der på sin hjemmeside oplyser, at Glazer er afgået ved døden tre dage efter sin 86 års fødselsdag.

Malcolm Glazer erhvervede sig aktiemajoriteten i Manchester United for 1,47 milliard dollar (svarende til omkring 8 milliarder danske kroner), men købet medførte indædte protester fra dele af Uniteds fanskare, fordi klubben samtidig blev påført en milliardgæld.

Den gæld har hvert år kostet klubben store summer i renter og afdrag, og mange United-tilhængere er fortsat i bitter opposition til Glazer-familien.

Familien er dog stadig ved magten, og to af Malcolm Glazers sønner, Joel og Avram, har ledende roller i klubben, der under Glazers ejerskab har vundet Premier League fem gange og vandt Champions League i 2008.

Malcolm Glazers helbred har været skrantende siden 2006, og flere hjerneblødninger gjorde det i de senere år vanskeligt for ham at tale og bevæge sin højre side.

Eftersom han længe har været ude af klubledelsen, vil Glazers død få minimal betydning for ledelsesstrukturen i Manchester United - hvis nogen overhovedet, vurderer engelske medier.

- Tankerne i hele klubben går til familien i denne tid, lyder det i en erklæring fra United sent onsdag aften.

/ritzau/