Kongehuset: Prins Christian var på intet tidspunkt i fare

admin

466 uger siden

|

20/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der var tale om en helt udramatisk situation, da prins Christian i sidste uge ifølge australske medier blev reddet af en livredder under den royale juleferie i Tasmanien.

Det fortæller kommunikationschef ved Kongehuset, Lene Balleby, søndag.

- Prins Christian var på intet tidspunkt i fare. Livredderne skal altid være opmærksomme, og i dette tilfælde vidste de, hvem der var i vandet og var måske særligt opmærksomme. De tog derfor et ekstra tjek på, om prins Christian var ok, hvilket han var.

- Situationen var med andre ord helt udramatisk, siger kommunikationschefen til Ritzau.

Australske medier skriver søndag om, hvordan den 10-årige prins var kommet ud i en farlig strøm, da han var ude at bade torsdag. En australsk livredder ved navn Nick Malcolm kom derfor den unge prins til undsætning.

Det var ifølge mediet 7 News ikke sikkert, at prins Christian havde været i live i dag, hvis ikke livredderen havde været vaks og var kommet prinsen til undsætning ved at padle hen til ham på sit surfbræt.

- Vi fik fat på ham, før det blev for alvorligt, men han kunne ikke selv komme tilbage, har Stuart Keary, der Nick Malcolms chef, sagt til mediet 7 News.

Men det er overdrivelse ifølge Kongehuset.

7 News skriver desuden, at livredderne ikke vidste, at det var en dansk prins, der var ude at svømme. Men det passer heller ikke ifølge Kongehuset.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary er på juleferie i Tasmanien. Hændelsen skete, da parret sammen med deres fire børn var ude at bade ved stranden Mermaid Beach ved byen Gold Coast, som ligger på den østlige australske kyst.

Familien i år har valgt at fejre jul i Tasmanien. Parret og deres fire børn plejer normalt at tilbringe juleaften sammen med børnenes bedsteforældre, dronning Margrethe og prins Henrik.

/ritzau/