Følelserne sad helt uden på tøjet og der var flere fugtige øjenkroge hos danserne, da semifinalen i Vild med dans løb af stablen fredag aften.
Her blev det et farvel til den tidligere minister Astrid Krag og den professionelle danser, Thomas Evers Poulsen, og det betyder, at årets finale skal danses mellem vejrpigen Sara Maria Franch-Mærkedahl og hendes partner, Silas Holst, og skuespilleren Johannes Nymark og partneren Claudia Rex.
Det er første gang i den danske Vild med dans-historie, at et ægtepar skal danse mod hinanden i en finale. Silas Holst og Johannes Nymark er gift og har sammen en datter.
Alle tre par var på gulvet i en slowfox, og her var det Johannes Nymark og Claudia Rex, der fik dommernes helt store skilte frem. Det blev til maximum point - nemlig 40 - for den dans, mens Sara Maria Franch-Mærkedahl og Silas Holst landede på 38 point og Astrid Krag og Thomas Evers måtte nøjes med 32 for deres trin.
Efterfølgende kom nydanserne på endnu en opgave, da de fik en ekstra dansepartner med på gulvet.
- Du er en rigtig charmebøf på dansegulvet, fik Astrid Krag at vide af dommer Britt Bendixen, da hun havde ladet sig svinge af både Thomas Evers Poulsen og Michael Olesen, der i denne sæson har danset med Line Kruse, men måtte forlade showet i program seks.
Da alle dommernes point var givet, var det Johannes Nymark og Claudia Rex, der lå i top, skarpt efterfulgt af vejrpigen og med den tidligere minister på en tredjeplads. Seerne havde som altid det sidste ord, og det betød altså et endeligt farvel til Astrid Krag.
Traditionen tro var der ingen omdans i semifinalen, og det var derfor knald eller fald for parrene.
Til gengæld var dommer Britt Bendixen på gulvet med vært Claus Elming og opfyldte dermed en gavmild seers ønske. Seeren havde i "Knæk Cancer"-programmet i uge 43 tilbudt 100.000 kroner til Kræftens Bekæmpelse, hvis dommeren og værten ville vise deres talenter i en twist.
Finalen i Vild med dans foregår i Horsens fredag den 28. november.
Newspaq