Amerikanske Goldman Sachs har kastet sin kærlighed på Danmark og spår flere opkøb herhjemme de kommende år.
Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.
Den globale finansgigant har siden 2014 stået bag det opsigtsvækkende opkøb af energikæmpen Dong samt i samarbejde med Altor overtaget foderselskabet Hamlet Protein og sammen med Gro Capital købt logistikvirksomheden Trackunit.
Trods de mange investeringer har den amerikanske storbank stadig blikket rettet mod Danmark og er klar til at foretage flere investeringer.
Sådan lyder meldingen fra danske Michael Bruun, der har ansvaret for Goldman Sachs' nordiske Merchant Banking-division og har stået i spidsen for alle tre ovenstående opkøb.
- Når man ser på vores generelle portefølje, er Danmark stærkt overvægtet. Det skyldes, at vi generelt investerer i store, makroøkonomiske trends, og her har mange danske virksomheder ramt rigtigt, siger Michael Bruun til Finans.
Han nævner, at Goldman Sachs gennem årene har rejst mere end 500 milliarder kroner og derfor har adgang til næsten uanede mængder af kapital.
Landets førende ekspert i kapitalfonde, Robert Spliid, der er ekstern lektor ved CBS, peger på, at Goldman Sachs' interesse i Danmark stemmer helt overens med den generelle tendens.
- Fra at være stort set ikke-eksisterende ser vi nu mange store udenlandske spillere såsom Goldman Sachs, der nu også går efter mindre virksomheder med en markedsværdi på under én milliard kroner. Det sætter blandt andet de danske fonde under pres, siger han til Finans.
/ritzau/